23948sdkhjf

Nyt liv til historiske bygninger

Freja Ejendomme køber to tidligere psykiatrihospitaler i Dianalund og Nykøbing Sjælland.
Regionsrådet i Region Sjælland besluttede tirsdag at sælge de to tidligere psykiatrihospitaler i Dianalund og Nykøbing Sjælland til statens ejendomsselskab Freja.

Freja skal nu arbejde for at skabe nyt liv i de historiske bygninger, og det er en opgave, som direktør Karen Mosbech ser frem til:

- Dianalund og Annebergparken ligger billedskønt i smukke naturområder og har rigtig mange kvaliteter. Det er enestående ejendomme, der er så langt fra metervarer, du kan komme. Derfor forventer vi, at det vil tage lidt tid at finde de rigtige købere, siger Karen Mosbech.

De to tidligere psykiatrihospitaler blev fraflyttet i forbindelse med åbningen af Psykiatrisygehuset i Slagelse i efteråret 2015. Den samlede købesum er på fire millioner kroner. Med købsaftalen følger en aftale om overskudsdeling, hvis Freja sælger bygningerne videre med overskud i løbet af de næste syv år.

- Regionsrådet har besluttet at indgå aftalen, fordi vi tror på, at Freja kan udvikle ejendommene og finde de rigtige investorer, så der kan komme nyt liv i de gamle bygninger, siger regionsrådsformand Jens Stenbæk.

Handlen skal nu godkendes i Frejas bestyrelse, før den er endelig.

FAKTA

Annebergparken i Nykøbing Sjælland blev grundlagt som psykiatrihospital i 1915, men består i dag af en blanding af privat beboelse, institutioner og tomme bygninger. Her sælges cirka 150.000 kvadratmeter grundareal og cirka 12.000 kvadratmeter bygninger. Der indgår en del fredede ejendomme, herunder det tidligere køkkenafsnit, brandstation, kirke og kapel. Dele af bygningerne er aktuelt lejet ud til Udlændingestyrelsen indtil udgangen af marts 2017.

I Dianalund blev den selvejende institution Filadelfia for mennesker med epilepsi og psykisk sygdom grundlagt i 1897 af lægen Adolph Sells. Epilepsihospitalet og psykiatrihospitalet blev delt i 1986, da de psykiatriske patienter overgik til Vestsjællands Amt og siden Region Sjælland. Her sælges Dr. Sellsvej 35. Ejendommen har et grundareal på 90.000 kvadratmeter, hvoraf halvdelen er udlagt til fredsskov, og cirka 7.400 kvadratmeter bygninger. Hele matriklen er udlejet til Udlændingestyrelsen indtil udgangen af 2017.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109