Trods et fald i nettoomsætningen på 904 millioner til 2,462 milliarder kroner er det lykkedes NCC Construction Danmark at forbedre bundlinjen med fire mio. kroner i forhold til de første tre kvartaler af 2007.
Tredje kvartal viser isoleret set et minus på 3 millioner kroner, men ifølge administrerende direktør Torben Biilmann skyldes det først og fremmest ekstraordinære forhold:
- Selve entreprenørdelen er i klar fremgang, men vi er naturligvis meget opmærksomme på markedssituationen generelt og har løbende fokus på at tilpasse organisationen. Vi har haft ekstraordinære forhold, og det er forklaringen på, at vi kommer ud med et kvartalsregnskab på minus 3 millioner, men regnskabet udviser et svagt forbedret år til dato driftsresultat på 19 millioner set i relation til samme periode sidste år.
Det er især markedet for privatboliger, der trækker i negativ retning for NCC:
- Stagnation i boligmarkedet sætter fortsat sine spor i regnskabet. Salget af boliger går meget trægt, og vi har desuden måtte afskrive 25 millioner kroner i goodwill i enfamiliehusforretningen. Afskrivningen er en engangsudgift, som kraftigt præger 3. kvartal, siger direktøren og forklarer, at kvartalet er yderligere påvirket af koncernens garantiordninger.
Om NCC DanmarkNCC i Danmark er opdelt i tre forretningsområder, NCC Construction Danmark A/S, NCC Roads A/S og NCC Property Development A/S. De 3 NCC-selskaber i Danmark er 100% ejet af NCC AB.
NCC er en af Danmarks største udviklings- og entreprenørvirksomheder med cirka 3.300 ansatte. NCC’s aktiviteter i Danmark er opstået gennem fusioner mellem entreprenørselskaberne Rasmussen & Schiøtz, Armton, Superfos Construction og asfaltfirmaet Phønix i årene 1996-99.
Moderselskabet NCC AB er børsnoteret i Stockholm og driver størstedelen af virksomheden i de nordiske lande. Med 21.000 medarbejdere og en omsætning på 58 milliarder svenske kroner hører NCC til en af Nordens og Europas helt store entreprenørvirksomheder.