23948sdkhjf

Nedskrivninger koster Arkil dyrt

Nedlagt forretningsområde og mistet banekontrakt giver et kraftigt fald i indtjeningen.
Nedlæggelsen af forretningsområdet Civil Works viser sig nu konkret på bundlinjen hos den børsnoterede anlægsentreprenør Arkil Holding A/S.

Arkil, der har hovedsæde i Vojens, nedlagde forretningsområdet med virkning fra den 1. juli efter store nedskrivninger og hensættelser.

Civil Works fokuserede på store komplicerede totalentrepriser med en højere risikoprofil end koncernens øvrige projekter. Det var store hensættelser på to konkrete broprojekter samt ikke mindst en ophævelse af en kontrakt på sporarbejde på Østfyn, der betød, at Arkil i juni meddelte lukningen og nedskrev forventningerne til 2016.

Tabene betyder, at Arkils halvårsresultat for 2016 er kraftigt forringet i forhold til samme tid sidste år. Omsætningen falder fra 1,5 til 1,3 mia. kroner, mens driftsresultatet falder fra et minus på 8,4 mio. kroner i 2015 til nu et underskud på 72,1 mio. kroner. Resultatet før skat er ligeledes faldet fra et overskud på fire mio. kroner i første halvår 2015 til nu et underskud på 72,5 mio. kroner.

Fokus på kerneforretning
Den kraftige nedgang skyldes alene nedskrivninger på 63,1 mio. kroner i første halvår på projekterne i Civil Works, ligesom omsætningsnedgangen kan henføres til Arkils danske aktiviteter og et bevidst mindre ordreindtag inden for Civil Works.

Dette taget i betragtning er Arkils adm. direktør Jesper Arkil da også tilfreds.

- Bortset fra de tidligere udmeldte nedskrivninger på enkeltprojekter, var udviklingen i Arkils kerneforretninger i Danmark positiv i andet kvartal, og lønsomheden af driften er forbedret, mens udlandet samlet set udvikler sig på niveau med forventningerne. De problemramte projekter, som medførte væsentlige nedskrivninger i 1. halvår, er under afvikling frem mod årsskiftet, og med et større fokus på kerneforretningen fremadrettet i Danmark, vil vi styrke indtjeningen og reducere koncernens fremtidige risikoeksponering, udtaler Jesper Arkil i en fondsbørsmeddelelse.

Ophævet banekontrakt

Det var efter de mange problemer med sporarbejdet på Østfyn i både Kristi Himmelfartsferien og i Pinsen, at Banedanmark fyrede jernbaneentreprenøren Strukton Rail A/S.

Arkil indgik med en 50 procents andel i konsortiet Strukton-Arkil I/S, der udførte arbejdet for Strukton Rail A/S som underentreprenør. Ifølge en fondsbørsmeddelse fra Arkil udgjorde Arkils andel af kontraktsummen mellem 130 og 140 mio. kroner.

Arkil oplyser i forbindelse med halvårsregnskabet, at der pågår et retsligt efterspil med henblik på at opnå erstatning.

Hård priskonkurrence
De færre projekter inden for Civil Works betyder, at den danske omsætning i årets første seks måneder falder fra 1,1 mia. kroner til 963,2 mio. kroner. Samtidig har ordreindgangen af nye større større anlægsprojekter været lavere end forventet, efter flere udbud er blevet udskudt, aflyst eller fravalgt.

Desuden oplever Arkil fortsat en hård priskonkurrence som følge af færre statslige infrastrukturinvesteringer, mens man lokalt og regionalt oplever en stigende aktivitet og efterspørgsel inden for forsyningsområdet, der til dels opvejer faldet i de statslige aktiviteter i infrastruktur.

- Samlet betyder dette for 2016 en lavere ordretilgang end forventet ved årets start, hvilket som tidligere udmeldt ikke vurderes at kunne indhentes i resten af året, skriver Arkil i halvårsregnskabet.

Fastholder forventninger
Arkils udenlandske aktiviteter realiserede en omsætning på 238,3 mio. kroner mod 259,1 mio. kroner i første halvår 2015.

Nedgangen skyldes primært de tyske aktiviteter, mens der var fremgang i Irland og Sverige.

For hele 2016 fastholder Arkil sine forventninger, som blev meldt ud, da entreprenørvirksomheden nedlagde Civil Works i juni.

Det betyder en omsætning på 3,1 mia. kroner, mens resultatet før skat forventes at lande i niveauet -20 mio. kroner og 10 mio. kroner.

Arkil Holding A/S (halvårsregnskab)

Mio. kroner
1. halvår 20151. halvår 2016
Omsætning1.473,71.305,8
Bruttoresultat114,259,8
Driftsresultat-8,4-72,1
Resultat før skat4,0-72,5
Periodens resultat2,5-56,4
Egenkapital745,8696,7
Antal ansatte1.9441.846

Halvårsregnskabet er afsluttet den 30. juni 2016
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094