
HP Bygs satsning på totalentrepriser har medført så stor en mangel på projektledere, at den nordjyske byggeentreprenørvirksomhed nu tager sagen i egen hånd. Ledelsen gennemgår systematisk alle ansatte, og hvis talentet og ambitionerne er til stede, står virksomheden klar med mulighed for efteruddannelse.
Sådan lyder det fra adm. direktør Henrik Petersen (billedet), der trods sine initialer ikke har familiemæssige bånd til virksomheden, som han har stået i spidsen for siden efteråret 2011. Han vurderer, at HP Byg kommer til at mangle 10 til 15 projektledere til byggeriet i løbet af et par år. Det interne rekrutteringsarbejde er af samme grund suppleret med en ekstern jagt efter kandidater.
- De ordrer, vi har i hus nu og for de næste to år, kan vi lige præcis håndtere, med det mandskab vi har nu. Så vi kan se, at det bliver et reelt problem, og vi er i gang med at søge efter folk, siger Henrik Petersen, som både har sat virksomhedens eget netværk og et konsulentfirma til at afsøge mulighederne i markedet.
