23948sdkhjf

TL Byg opfører musikhus

Nordjysk byggefirma har gjort akustik til et stort nicheområde.
I foråret 2017 vil et nyt 1.700 kvadratmeter stort musikhus stå klar til brug ved Aalborg Katedralskole.

TL Byg A/S har vundet totalentreprisen og skal sørge for, at gymnasiets knap 1.000 elever får de mest optimale musikalske rammer i fremtiden.

- Byggerier med fokus på god akustik er blevet et stort nicheområde for os de seneste år, siger direktør Jens Nielsen med henvisning til, at TL Byg blandt andet har stået for byggerier som Musikkens Hus og en ny musikfløj på Hasseris Gymnasium i Aalborg samt et større antal biografer landet over.

- I dag har vi eksempelvis specialister inden for de såkaldte ’box i box’-løsninger, specielle støbte lydgulve, buede vægge og akustikoptimerede materialer. Alt sammen med henblik på at sikre, at lyden er optimal i de enkelte rum og ikke spredes unødigt til andre rum og omgivelser, forklarer Jens Nielsen.

En gammel drøm går i opfyldelse
Det nye, selvstændige musik- og undervisningshus opføres i Sankt Jørgens Gade i det tidligere Botanisk Have.

Byggeriet bliver i tre etager, hvor den nederste etage skal indeholde en multisal med plads til 350 mennesker, som blandt andet skal bruges til skolens fællesarrangementer, foredrag og teateraktiviteter.

Stueplan er forbeholdt musikundervisningen med blandt andet store undervisningslokaler, øverum og forberedelseslokaler til musiklærerne.

- Det her er en gammel drøm, der nu går i opfyldelse. Vi har haft et væld af ambitioner og behov til huset, som alle skulle findes plads til på det begrænsede byggeareal. Men det er lykkedes os at komme frem til nogle rigtig gode, funktionelle løsninger, og nu glæder vi os til at se det færdige resultat og tage huset i brug, siger rektor på Aalborg Katedralskole Christian Warming.

Musikhuset udgør samlet set 1.700 kvadratmeter inklusiv en stor balkon. I samtlige rum bliver der lagt vægt på æstetik, der signalerer musik, og ikke mindst fleksible, funktionelle løsninger, hvor man eksempelvis hurtigt kan slå to undervisningslokaler sammen til ét.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093