23948sdkhjf

Flere vvs’ere på vej

Langt flere har søgt ind på vvs-energiuddannelsen i år i forhold til sidste år.
Sommeroptaget på vvs-energiuddannelsen er steget markant i år i forhold til 2015. Det samlede antal optagne er således steget fra 158 til 274 – en stigning på næsten 75 procent.

Stigningen kommer efter, at det især de senere år har været svært for branchen og erhvervsskolerne at trække unge til netop vvs-energiuddannelsen. En udvikling, som allerede sidste år fik Tekniq til at advare mod risiko for mangel på lærlinge.

- Det er fantastisk positivt, at det især på vvs-energiuddannelsen er lykkedes at tiltrække flere unge. Vi får brug for flere faglærte de kommende år, og forhåbentlig er den tendens, vi ser netop nu, første skridt på vejen mod at nå det mål, siger underdirektør Tina Voldby.

Hun peger på, at der er gennemført en større kampagne for at sætte fokus på de muligheder, vvs-energiuddannelsen rummer. Samtidig har erhvervsskolerne gjort en stor indsats for at vække interessen blandt de unge.

- De moderne vvs’ere er frontløbere i den grønne omstilling, men der er brug for at fortsætte oplysnings- og rekrutteringsarbejdet, så vi endegyldigt kan få ændret det ufortjent negative omdømme, uddannelsen har slæbt rundt på i mange år, siger Tina Voldby.

Også elektrikeruddannelsen har haft fremgang fra 831 optagne i sommeren 2015 til 895 i år.

Og der er god brug for de nye elever. For nylig viste tal fra Undervisningsministeriet og Tekniq således, at virksomhederne i installationsbranchen i løbet af årets første seks måneder havde oprettet i alt 1.355 lærepladser – det højeste antal siden 2008.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.298