150.312.
Så højt var antallet af lønmodtagere i den danske bygge- og anlægsbranche i juli, og dermed har beskæftigelsen i byggebranchen nået det højeste niveau siden maj 2009.
Lavpunktet for beskæftigelsen blev nået i marts 2013, hvor branchen blot beskæftigede 135.242 ansatte. Stigningen siden da svarer til, at byggebranchen har skabt godt 12 nye job hver eneste dag i løbet af de sidste tre års tid.
- Der har været godt gang i byggekranerne i de seneste godt tre år, hvor der i alt er kommet 15.100 flere lønmodtagere i job i byggeriet. Især boligbyggeri, renoveringer og superhospitaler trækker opad. Pilen peger fortsat opad, men tempoet i jobskabelsen er aftagende, hvilket måske ikke er så skidt endda, så udbuddet kan nå at følge med efterspørgslen, siger Dansk Byggeris cheføkonom, Bo Sandberg.

Han henviser til, at der blot blev skabt 250 nye job fra juni til juli, hvorved udviklingen synes at være fladet en smule ud. Pilen peger dog fortsat opad, og det gælder i øvrigt også for det øvrige arbejdsmarked.
- Siden foråret 2013 er der kommet 117.400 flere lønmodtagere i job i den private sektor. Det svarer til, at der hver eneste dag siden bunden blev nået i april 2013 er skabt 99 nye private lønmodtagerjob i Danmark, og her taler vi hver dag året rundt inklusiv weekender og ferier, siger Bo Sandberg.
