Casa Nord skal bygge endnu flere boliger på Køges Søndre Havn.
Ejendomsselskabet har indgået en købsaftale med Køge Kyst om at opføre 50 ejerlejligheder, i alt 5.400 kvadratmeter, direkte ud til strandengen.
- De nye boliger kommer til at ligge fantastisk, de fleste med direkte havudsigt og mange med store private tagterrasser - og ud fra de erfaringer vi allerede har gjort os i Køge, er vi ikke tvivl om, at der vil være efterspørgsel efter de nye lejligheder, siger Casa Nords direktør Torben Røsler.
Byggeriet er det tredje, som Casa Nord er involveret i på Søndre Havn, og selskabet har hyret arkitektvirksomheden Cobe til at tegne det nye byggeri.
Aftalen med Casa Nord om endnu et boligbyggeri er en milepæl for Køge Kyst.
- Med den nye købsaftale har vi taget hul på den tredje af de syv etaper på Søndre Havn, og udsigterne for det videre grundsalg er gode. Vi har nemlig forhandlinger i gang om flere af de andre byggefelter i Etape 3, fortæller Køge Kysts projektdirektør Jes Møller.
Arkitekterne hos Cobe er nu gået i gang med at udarbejde et skitseprojekt for det nye byggeri. Byggestarten ventes i begyndelsen af 2018, efter at der foreligger en godkendt lokalplan, og Køge Kyst har foretaget byggemodning af området. Projektsalget ventes indledt i foråret 2017.