23948sdkhjf

Salg af brændeovne er for nedadgående

Jydepejsen og Hwam Heat Design mærker begge kulden på mere end én måde for tiden. De netop fremlagte årsregnskaber viser dalende omsætning og røde bundlinjer.
Jydepejsen og Hwam Heat Design er de seneste eksempler på, at markedet for brændeovne ikke længere er et gunstigt sted at befinde sig.

Hos Hwam er omsætningen faldet fra 150 til 90 mio. kroner, og det resulterer for andet år i træk i et tocifret millionunderskud. Hos Jydepejsen er et overskud på fire mio. kroner fra sidste år skiftet ud med et minus på 0,6 mio. kroner før skat.

Vil gerne se på ild
De to røde regnskaber følger i kølvandet på ligeledes triste udmeldinger fra flere af konkurrenterne, men ifølge Peter Jessen Hansen - der formand for Foreningen af Danske Producenter af Pejse og Brændeovne - er udviklingen dog ikke alarmerende:

- Det er klart, at finanskrise og faldet i olieprisen lige nu arbejder imod os, men olieprisen skal såmænd nok gå op igen, og vi ved, at der er to faktorer, der mere end noget andet har betydning for kunderne, og det er den rent økonomiske besparelse samt hyggen ved ild. Det ligger i urmennesket, at vi gerne vil se på ild. Hertil kommer klimadebatten, som man ikke skal underkende, siger han til Erhvervsbladet.

Nye regler giver håb om bedre tider
Den 1. juli indførte Danmark nye regler for brændeovnes partikeludledninger, og det er et forhold, som kan komme brændeovnsproducenterne til undsætning.

Reglerne gør det nemlig mere eller mindre umuligt at sælge gamle brændeovne, og det vil øge efterspørgslen efter nye:

- Tidligere var Den Blå Avis spækket med annoncer for gamle brændeovne. Det ser du ikke mere. Derfor vil mange kunder være nødt til at købe nye brændeovne, forklarer Peter Jessen Hansen.

Man kan dog fortsat sælge sit hus med en gammel brændeovn, da reglerne udelukkende omfatter separate brændeovne.

Kilde: Erhvervsbladet

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.172