23948sdkhjf

Henning Larsen bag nyt universitet i Kolding

Syddansk Universitet har udpeget Henning Larsen Architects som vinder af konkurrencen om det nye universitetsbyggeri i Kolding, der har et budget på 280 mio. kroner.
Videnskabsministeriet offentliggjorde mandag, at det bliver tegnestuen Henning Larsen Architects, som skal stå bag Syddansk Universitets nye afdeling i Kolding.

Byggeriet - der får status som et såkaldt klasse 1-byggeri - bliver på fem etager, og dets trekantede form vil med al sandsynlighed gøre bygningen til et markant bygningsmæssigt statussymbol for Kolding Kommune:

- Det er virkelig et monumentalt og markant bygningsværk, der både fysisk og metaforisk kan blive det fyrtårn som både Kolding Kommune og Syddansk Universitet har ønsket. Et fyrtårn som vil give opmærksomhed vidt omkring. Kolding er udnævnt til at være energiby og har en markant grøn og bæredygtig profil, som vi fortsat vil udvikle. Det lever dette projekt i høj grad op til og tilfører samtidig nye dimensioner og aspekter, siger Koldings borgmester, Per Bødker Andersen.

Det indvendige byggeri er kendetegnet ved store åbne rum. Blandt andet er det forsynet med en stor mængde glaspartier, der omkranser de store og åbne fællesarealer.

Byggeriet indledes i 2010, og første etape - der bliver på 13.600 m2 - forventes afsluttet i 2012. Byggesummen på første etape er anslået til 280 mio. kroner.

Arealet for den samlede bebyggelsesplan er 33.000 m2 - heraf 20.000 m2 til universitetet og 13.000 m2 til en ny forskerpark.

Kilde: Syddansk Universitet / Kolding Kommune

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.218