I løbet af de seneste måneder har Raunstrup Tømrer skrevet kontrakter på nye opgaver for mere end 30 mio. kroner, og virksomheden har netop ansat tømrere til både byggepladser og til servicearbejde.
Dermed mærker det århusianske byggefirma ikke meget til den meget omtalte afmatning i byggeriet – snarere tværtimod:
- Vi forventer mere end en fordobling af vores omsætning i år i forhold til sidste år, fortæller en tilfreds afdelingsdirektør, Søren Kristensen.
Én af de opgaver, der skæpper godt i kassen, er glarmesterarbejde på intet mindre end 450 af Århus Kommunes bygninger. Samtidig har Raunstrup Tømrer fået hovedenterprisen på en om- og tilbygning hos Skejby-virksomheden Kosan Crisplant.
Raunstrup Tømrer har afdelinger i Århus og Vejle og realiserede i regnskabsåret 2007/08 et overskud før skat på 5,6 mio. kroner.