23948sdkhjf

Køge Kyst eksperimenterer med projektformen

Et byggefællesskab med inspiration fra Tyskland er på vej i den nye bydel.

Byudviklingsprojektet Køge Kyst byder nu på en helt ny mulighed for boligsøgende – at bygge sammen med ligesindede i et såkaldt byggefællesskab med inspiration fra Tyskland.

- Som beboer får man en høj grad af indflydelse, og samtidig får man mere for pengene, fordi der ikke er en developer, der skal tjene på projektet, siger adm. direktør Line Røtting Dornan fra Selskabet for Billige Boliger, der står bag projektet ”Fællesbyg Køge Kyst” i samarbejde med Tegnestuen Vandkunsten og byudviklingsselskabet Køge Kyst.

Om Selskabet for Billige Boliger

Selskabet er ejet af Fonden for Billige Boliger, hvis formål er at fremme udvikling og opførelse af billige boliger i danske byer.

Selskabet skal derfor ikke have fortjeneste på projektet.

Selskabet for Billige Boliger rådgiver de kommende beboere i Fællesbyg Køge Kyst i forbindelse med etablering af foreningen, projektudvikling, udarbejdelse af budgetter og byggeregnskab, aftaler med bank og realkredit, ansættelse af rådgivere, udbud af byggeopgaven, byggestyring, information til foreningen og dens medlemmer.

Den bærende idé er, at de kommende beboere stifter en forening og derigennem hyrer en entreprenør til at stå for opførelsen. De enkelte beboere kan så få indflydelse på deres egen bolig under en overordnet ramme, som de også har indflydelse på.

Flere grader af fællesskab
Vandkunsten står for den arkitektoniske udformning og projektering af det nye byggeri. Boligformen vil som udgangspunkt være lejligheder, som kan kombineres med 2-3 plans rækkehuse.

Byggeriet inddeles efter, om de kommen de beboere ønsker at indrette deres liv individuelt, eller de bliver enige om at stifte et egentligt bofællesskab med fx fællesspisning, børnepasning eller andre fælles aktiviteter. Der er som udgangspunkt tale om ejerboliger, men der kan også være andelsboliger, afhængigt af beboernes ønsker.

Inspirationen kommer især fra de tyske ”Baugruppen”, som tillader beboerne at sætte et større præg på byggeriet, samtidig med at de styrker den sociale bæredygtighed i de nye bydele.

Projektgrunden ligger centralt på Søndre Havn, som er et nyt boligområde under udvikling med fokus på kultur, bæredygtighed og mangfoldighed.

- Det er et utrolig spændende projekt, fordi det tilfører nogle nye dimensioner og understreger, at Søndre Havn bliver en levende og mangfoldig bydel, siger projektdirektør Jes Møller fra Køge Kyst.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109