I kamp med blandt andre MMT Højgaard, Jorton og NCC lykkedes det forleden nordjyske Arne Andersen Vrå A/S at sikre sig totalentreprisen på renovering af en række boligblokke i det såkaldte Knudsgadekvarter i Brønderslev.
Ifølge Nordjyske Medier beløber projektet - der har Boligforeningen PM er bygherre - sig til 180 mio. kroner. For Arne Andersen Vrå betyder kontrakten, at der nu er sikret arbejde til 35 til 40 mand i cirka fire år frem.
- I august skal vi have tilpasset projektet og skrevet kontrakt. Jeg forventer, at kontrakten skal underskrives sidst i august, og at vi begynder at projektere i september, siger projektchef Leif Odgaard til avisen.
Selve renoveringsarbejdet begynder til næste forår og vil være afsluttet i december 2013. Udover Arne Andersen Vrå består det vindende team af Arkitektfirmaet Finn Østergaard A/S samt ingeniørrådgiver Brix og Kamp.