Sidst i november overtog Frøslev Træ selskaberne Høeg Hagen & Co og Jacob Kjellerup Træagentur fra Interbuild.
Købet medførte blandt andet en udvidelse af Padborg-virksomhedens sortiment, som nu også er kommet til at omfatte krydsfiner og plader.
Man har på den baggrund besluttet at placere disse aktiviteter i en selvstændig afdeling, og i den anledning har Frøslev-ledelsen ansat Per Mortensen som afdelingschef.
Per Mortensen har over 30 års erfaring fra branchen og har blandt andet været produktchef hos Møller & Sørensen inden for netop plader og krydsfiner.
Frøslev Træ har desuden udnævnt Tommy V. Jensen og Martin Heiselberg til at varetage de eksterne salgsopgaver henholdsvis vest og øst for Storebælt.