Projektet hedder ”En god omvej” og er lanceret af Realdania sammen med Lokale- og Anlægsfonden.
Tanken bag er at skabe handling her og nu, uden at det nødvendigvis koster mange anlægskroner eller kræver længere planlægnings- og beslutningsprocesser.
- ”En God Omvej” vil inspirere til mere spontan bevægelse og aktiv leg i de områder, hvor borgerne kommer til daglig. Med initiativet vil Lokale- og Anlægsfonden, Realdania og KL give et skub til etableringen af konkrete projekter i kommunerne, der inden for en kort tidshorisont vil skabe flere muligheder for bevægelse og fysisk aktivitet i byrummet, siger Torben Frølich, direktør i Lokale- og Anlægsfonden.
Kommunerne har frist til 6. april 2010 til at komme med et eller flere visionsoplæg.
Realdania og Lokale- og Anlægsfonden udvælger herefter i samarbejde med Kommunernes Landsforening op til 15 kommuner, der hver støttes med op til 100.000 kroner til eksterne rådgivere til udvikling af konkrete projektforslag.
Gennem blandt andet en 24 timers workshop får kommunerne mulighed for at videreudvikle deres projektforslag, og til efteråret udvælges så op mod otte projekter til realisering. Hvert projekt kan få op til 2 mio. kroner i støtte til realiseringen.