Salget af værktøj, beslag, sikkerhedsudstyr og arbejdstøj har ikke været så indbringende i regnskabsåret 2008/09 som ventet for virksomheden EA Værktøj.
Det er hovedsageligt nedgangen i byggeriet, der har haft en negativ indvirkning på resultatet.
Årets bruttoresultat blev på 2,4 mio. kr. sammenlignet med 36,4 mio. kr. året før. EA Værktøj kan samtidig fremvise et driftsresultat på 2,2 mio. kr. mod 9,07 mio. kr. året før. Endelig lyder resultatet før skat på -2,4 mio. kr. mod 5,04 mio. kr. i 2007/08.
Både aktivitetsniveau og resultat er lavere end forventet og kan tilskrives den finansielle krise samt meromkostninger i forbindelse med åbningen af afdeling i Århus.
Ledelsen betragter generelt udviklingen som utilfredsstillende og forventer, at det kommende år vil byde på et uændret aktivitetsniveau. Til gengæld satser man på et højere resultat.