23948sdkhjf

Boligbygger går ind i projektudvikling

Med tidligere MT Højgaard-chef i spidsen har Dansk Boligbyg stiftet sit eget udviklingsselskab.

Ejendomme er blevet et interessant supplement til investering i aktier og obligationer, og det er en væsentlig årsag til, at ejerkredsen bag Dansk Boligbyg har udvidet sin forretning med et selskab, der skal beskæftige sig med projektudvikling.

Som direktør for det nye forretningsområde har ejerkredsen ansat Simon Issing Nielsen. Han kommer fra en stilling som projektudviklingschef i MT Højgaard og har 10 års erfaring med udvikling af bolig-, erhvervs- og butiksprojekter.

- Vi vil ikke bedrive projektudvikling i Dansk Boligbyg. Det skal være et rent entreprenørselskab, og derfor har ejerkredsen valgt at etablere et selvstændigt udviklingsselskab med udgangspunkt fra hovedkontoret i Horsens, fortæller administrerende direktør Anton Nørgaard til Building Supply.

Han forklarer, at Ejendomsudvikling Danmark skal udvikle egne projekter – fra idé til nøglefærdigt byggeri. Selskabet skal således også være med til at skaffe opgaver til Dansk Boligbyg og søsterselskabet Base Erhverv.

- Med eget udviklingsselskab bliver vi også mindre følsomme over for konjunkturudsving i markedet. Vi kan endnu bedre tilpasse vores kapacitet efter en ordreportefølje, der aldrig er konstant, pointerer Anton Nørgaard.

Ejendomsudvikling Danmark A/S blev egentlig stiftet sidste år, og selskabets direktør Simon Issing Nielsen begyndte så småt sit arbejde i efteråret. Men på grund af organisationsændringer, herunder ikke mindst et direktørskifte, valgte Dansk Boligbyg at vente med offentliggørelsen.

Simon Issing Nielsen er foreløbigt eneste medarbejder i det nye selskab. Han er i løbende dialog med direktører og projektchefer i Base Erhverv og Dansk Boligbyg om mulige projekter i hele landet. Hovedfokus rettes mod de seks største byer og det østjyske bybånd. Aktuelt arbejdes der på optionsaftaler på ejendomme i Horsens og Odense.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109