23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Building Supply
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Huscompagniet fortsætter væksten

Virksomheden har fået en forrygende start på det nye år med 100 solgte huse i januar og februar.

Selvom nybyggeriet kører på lavt blus i disse år, har Huscompagniet ikke ændret på den offensive strategi, som i 2008 gjorde virksomheden til et milliardforetagende.

Typehusproducenten, der består af selskaberne FM Søkjær og Interbyg, åbnede i fjor hele fire nye afdelinger og skruede samtidig heftigt op for annonceringen i tv og dagblade.

Kunsten at skabe tryghed

Succesen er ikke udeblevet, for med et samlet salg på 100 enheder i januar og februar er Huscompagniet godt på vej til at overgå 2009-salget på 560 huse – og mod at realisere direktør Steffen Baungaards uofficielle mål på 700 solgte boliger.

Hemmeligheden er, ifølge direktøren, fokus på indkøb, en slank organisation samt ikke mindst tryghed hos kunderne:

- I vores marked er det meget vigtigt at skabe tryghed på grund af de mange problemer de senere år. Derfor har vi valgt et koncept, hvor kunden først betaler ved indflytning, og det virker, fastslår Steffen Baungaard.

Huscompagniet har omtrent 80 funktionærer på lønningslisten, og det stramme fokus på omkostningerne er ført hele vejen til toppen af organisationen.

Således hører Steffen Baungaard til blandt de sandsynligvis meget få koncerndirektører i Danmark uden eget kontor. Han har heller ingen sekretær.

På kompromis med indtjeningen

Huscompagniet hentede i 2008 et overskud på 91 mio. kroner før skat ud af en omsætning, der lige akkurat sneg sig over milliarden.

Regnskabet for 2009 er endnu ikke klar til offentliggørelse, men ifølge Steffen Baungaard bliver resultatet som forventet.

- Vi har været nødt til at gå lidt på kompromis med indtjeningen, men det er mere eller mindre lykkedes at holde omsætningen, og det er meget positivt, slutter direktøren.

Om Huscompagniet

Historien om Huscompagniet tog sin begyndelse, da investeringsfonden Axcel i oktober 2006 indtrådte som hovedaktionær i Horsens-baserede FM-Søkjær.

To måneder senere overtog man ejerskabet af sjællandske Interbyg og blev dermed en af Danmarks største leverandører af enfamilies-parcelhuse og -andelsboliger.

Huscompagniet består i dag af tre FM-Søkjær-afdelinger (Horsens, Aalborg og Herning) samt seks Interbyg-afdelinger (Esbjerg, Hillerød, Ringsted, Haderslev, Odense og Malmö).

BREAKING
{{ article.headline }}
0.141|instance-web02