Arkitekt James Carpenter har tabt sit hjerte til Bornholm og vil derfor - muligvis - tegne udvidelsen til Bornholms Kunstmuseum. Det oplyser P4 Bornholm.
Ifølge museumsdirektør Lars Kærulf Møller arbejder arkitekten i øjeblikket på tegningerne til museets udvidelse. Tegninger, der vil blive sendt til Bornholms Kunstmuseum til juni. Herefter vil der blive truffet en afgørelse om, hvorvidt man vælger at opføre tilbygningen i Carpenter-stilen.
Hvis det bliver Carpenters projekt, der skal ligge til grund for den tilbygning, der skal fortælle om lyset og kunsten, så skal Lars Kærulf Møller i gang med at finde de 75 mio. kr., det vil koste at opføre. Men han er fortrøstningsfuld.
-Der er allerede så megen interesse om det her projekt, så store fonde og også private gerne vil lægge navn til det, siger Lars Kærulf Møller til P4.
Tilbygningen vil - om alt går vel - stå færdig til indvielse i 2013.