Under byggemodningen på arealet ved Vonsild stødte Skare Byg på spor fra et langhus fra jernalderen. Herefter dækkede man sporene til igen, opgav at arbejde videre og lagde arealet ud som grønt område.
På den baggrund har Skare Byg ikke følt sig forpligtiget til at betale for arkæologiske undersøgelser, da man aldrig rørte fortidsminderne.
Her er Vestre Landsret dog ikke enig. Lovgivningen på området siger, at når anlægsarbejdet er påbegyndt, så er Kulturarvsstyrelsen berettiget til at kræve en arkæologisk undersøgelse betalt af pågældende firma.
Direktør Gert Skare mener, at afgørelsen er urimelig.
Museumsinspektør Per Ethelberg fra Museum Sønderjylland siger til TV2 Syd, at bordet fanger, hvis bygherren ikke forud for anlægsarbejdets begyndelse har bedt om en arkæologisk undersøgelse.
Museumsloven fastslår, at det lokale museum skal betale forundersøgelsen. Undersøgelsen skal give svar på, om gravearbejde kan ødelægge væsentlige fortidsminder. Og da Skare Byg ikke forud for arbejdets begyndelse havde bedt om en forundersøgelse, så hænger byggevirksomheden på hele regningen for de arkæologiske undersøgelser.