Tang skal styrke Garants digitale udvikling
Garant Udlejning har ansat ny marketing- og kommunikationschef
Helt tilbage i 1996 blev Garant Danmarks første online materieludlejer. Siden da har den digitale udvikling været en del af kernen hos den Glostrup-baserede virksomhed. Senest blev teamet styrket med tiltrædelsen af Steffen Meyer, som ny administrerende direktør. Og med ansættelsen af Søren Tang, der har en fortid både i IT-branchen og PR i byggeriet, tager firmaet endnu et skridt på deres digitale rejse.
- Vi er i en rivende udvikling, hvor vi indenfor det næste års tid kigger på en markant omlægning af vores forretningsmodel. I mange år har vi været et udlejningsfirma, der også er gode til it. Men inden længe vil vi være et it-firma, der også er gode til udlejning. Derfor er vi glade for, at få en mand som Søren ombord, der kan være med til at styrke det fokus yderligere, forklarer Steffen Meyer.
Garant udlejning lancerede først på året en ny app til udlejning, der gør det muligt at leje værktøj, materiel og teknisk udstyr og få det leveret i hele Danmark fra et voksende netværk, som tæller nogle af landets største grossister og trælaster. Næste skridt er en videreudvikling af systemet til at styre virksomhedernes eget materiel.
- Det handler om effektivitet og overblik. Kan du se, om det nødvendige værktøj er ledigt i morgen? Eller skal du først ind i firmaet for at tjekke? Hvis du allerede har overblikket, når du står på pladsen, skal du hurtigt kunne bestille det, du mangler, og få det leveret indenfor 1 time, eller når du møder ind næste morgen. Du slipper for at spilde din tid og kan fokusere på dit arbejde – ikke på at køre rundt og hente værktøj, forklarer Steffen Meyer.
Byggeriet står foran en digital bølge
De danske installatører og håndværkere har tidligere haltet bagefter andre faggrupper, når det kom til implementeringen af it på arbejdspladsen. Men det er en udvikling, der i løbet af bare de sidste par år er vendt fuldstændig på hovedet – og som den nye Marketing- og Kommunikationschef glæder sig til at være med til at accelerere.
- IT og digitale løsninger har i mange år været et nødvendigt onde. Systemerne hang dårligt sammen og var ikke særligt brugervenlige. Der er blevet spildt uendeligt mange timer på manuelt at overføre data mellem programmer. Det er der ingen, der gider. Men i dag er IT efterhånden så modent og brugervenligt, at det simpelthen ikke kan betale sig at lade være. Tag tidsregistrering som et eksempel. I dag kan du gøre det på 2 minutter i en app, i stedet for at skulle ind forbi kontoret og tyde ugegamle, krøllede håndskrevne sedler, forklarer Søren Tang.
Den uddannede journalists tilgang bliver i høj grad drevet af at synliggøre fordele og skabe værdi for både kunder og byggeriet generelt, forklarer han. For de næste år bliver afgørende for de danske håndværkere og installatører.
- Om 10 år kommer vi til at kigge tilbage på 2017, som vi i dag kigger på tiden før computeren. For lige om lidt rykker computeren ind i dit værktøj. Og det kommer til at gå vanvittig hurtigt. Hos Garant er det vores opgave at hjælpe håndværkere og installatører med at gribe de digitale muligheder og få de bedste værktøjer i hånden. Om det så er rent fysisk eller i form af guides, tips eller kontakter til gode samarbejdspartnere i byggeriet og it-branchen.