23948sdkhjf

Niels Arkil er død

Den tidligere adm. direktør for Arkil-koncernen blev 77 år

Tidligere adm. direktør for entreprenørkoncernen Arkil Holding A/S, Niels Arkil, er død.

Han blev 77 år.

Niels Arkil, der fra 1974 til 2006 stod i spidsen for den sønderjyske entreprenørkoncern, døde onsdag d. 7. juni efter et uventet hjertestop i sit hjem.

Det oplyser Arkil-familien i en pressemeddelelse.

Niels Arkil, der ville være blevet 78 år torsdag den 8. juni, overtog i 1974 ledelsen af familievirksomheden, Arkil A/S, fra sin far, Ove Arkil, og var i 1978 helt i front, da Arkil som den første sønderjyske industrivirksomhed blev børsnoteret.

Gennem årene bestred Niels Arkil, der var uddannet civilingeniør, forskellige poster i Arkil. Først som adm. direktør for Arkil A/S, siden som adm. direktør for Arkil Holding A/S, og sidst som formand for bestyrelsen frem til 2013.

Under Niels Arkils ledelse blev entreprenørvirksomhedens aktiviteter udvidet betragteligt, både i Danmark og i udlandet. Virksomheden gik således fra at være en lokal, sønderjysk asfaltvirksomhed med hovedsæde ved Haderslev til at være en af Danmarks største entreprenørkoncerner med afdelinger i flere nordeuropæiske lande.

I løbet af de senere år er A-aktierne og kontrollen med selskabet løbende overdraget til sønnerne, Jesper Arkil og Jens Skjøt-Arkil.

Jesper Arkil har siden 2007 været adm. direktør for virksomheden, mens Jens Skjøt-Arkil siden 2011 har bestridt posten som direktør for forretningsudvikling.

Mange tillidshverv
Sideløbende med sit virke i Arkil bestred Niels Arkil en række tillidshverv. Han var i mange år fransk honorærkonsul i Sønderjylland - en indsats han i 2001 modtog den franske Légion d’honneur-orden for.

Herudover var Niels Arkil i mange år aktiv i Danske Entreprenører, fra 1993 til 1999 som formand for arbejdsgiverorganisationen, og blev i 2001 Ridder af Dannebrogordenen..

Fra 1998 til 2002 sad han i præsidiet for de europæiske entreprenørers organisation, FIEC, og herudover har Niels Arkil beklædt bestyrelsesposter i flere danske virksomheder, herunder skoproducenten Ecco, JydskeVestkysten og Dansk Affald.

Rotary og udveksling
Niels Arkil spillede gennem mere end 40 år en særdeles aktiv rolle i Rotary, både som menigt medlem, klubpræsident og distriktsguvernør.

Det var især organisationens ungdomsudvekslingsprogram, som stod hans hjerte nær, og sammen med sin hustru åbnede han gennem årene sit hjem som værtsfamilie for utallige unge studerende fra alle hjørner af verden.

Efter Niels Arkil trådte af som formand for Arkils bestyrelse i 2013, koncentrerede han sin tid om sin hustru og sin familie. De seneste år blev præget noget af helbredsproblemer, men interessen for samfundsanliggender og den globale udvikling forblev usvækket til det sidste.

Niels Arkil efterlader sig hustruen Lisbeth Arkil, fire børn og i alt ni børnebørn.

brahe

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.111