Facadevirksomheden Cembrit har indgået samarbejde med bygningskonstruktøruddannelsen på UCN i Aalborg om udvikling af ”fremtidens innovative facadesystem”.
Formålet er at udvikle produkter, der kan matche skærpede energikrav i forbindelse med både nybyggeri og renovering:
- Med vore konstruktørstuderende ved roret samler vi viden og teknologier fra en række forskellige uddannelser på UCN, og målet er at udvikle et helt nyt og bæredygtigt facadesystem, der i et håndværkervenligt koncept matcher fremtidens skærpede energikrav, forklarer underviser Camilla Poulsen, der er primus motor i samarbejdet med Cembrit.
Samarbejdet om udvikling af fremtidens facadeløsninger er sat i søen ved en workshop, hvor Cembrit sammen med kommende bygningskonstruktører, finans- og markedsøkonomer har fastlagt rammerne for udviklingsarbejdet og kravene til de nye facader.
Camilla Poulsen oplyser, at idéerne vil blive præsenteret inden sommerferien i juli.