Første spadestik til centeret, der får navnet SenhjerneskadeCenter Nord, blev taget den 25. juni, og boligerne forventes at være klare til indflytning i januar 2012.
- Det er virkelig unikt, at forskning er tænkt ind i byggeriet fra start, og vi her fra AAU kan bidrage med vores viden fra alle fakulteter allerede under byggeriet, siger dekan Lone Dirckinck-Holmfeld fra Det Humanistiske Fakultet og fortsætter:
- Bygningsingeniører kan komme med forslag til, hvordan byggeriet designes mest hensigtsmæssigt, og personalet på Kommunikation kan komme med inputs til, hvordan kommunikationen plejepersonalet imellem kommer til at flyde bedst muligt i de 12 boliger.
Centeret bygges og administreres af Frederikshavn Boligforening. Udover boligerne kommer det til at indeholde genoptræningsfaciliteter, fællesrum og forskningslokaler til Aalborg Universitet, som indretter en satellitafdeling i bebyggelsen. Frederikshavn Kommune har bevilliget 7 mio. kroner til projektet.