International pris til Sanistål
Sanistål har vundet årets Umbraco Award i kategorien Best Technical Solution

Adm. direktør og partner fra Vertica, Jeppe Hansen og E-handels- og marketingdirektør fra Sanistål, Claus Ejlertsen er stolte over prisen fra Umbraco Award 2017
Sanistål vandt prisen sammen med konsulenthuset Vertica, der har skabt løsningen sammen med Saniståls egne udviklere. Om baggrunden for, at Sanistål og Vertica vandt prisen, siger juryen:
”Mængden af integrationer er imponerende, og juryen var overrasket over, hvor godt Umbraco-løsningen er blevet integreret med andre systemer. Hastigheden er fantastisk, selvom det er en ret kompleks løsning. Det er blevet løst elegant.”
I Sanistål er e-handels- og marketingdirektør Claus Ejlertsen både glad for prisen og for den digitale løsning, der virkelig har skabt resultater, siden den blev re-designet i 2016. Kunderne har taget utrolig godt imod de nye digitale services, og omsætningen er steget med 26 pct. inden for et år.
- Vi har stort fokus på at understøtte vores kunder med digitale services, der kan effektivisere deres dagligdag. Med de nye onlineløsninger bringer vi disse services helt ud til kunderne, ligesom de får en mere brugervenlig og effektiv oplevelse, når de skal handle. Og netop den gode tekniske løsning er fundamentet for, at vi har kunnet udvikle vores e-handelsforretning så kraftigt gennem det seneste år, siger Claus Ejlertsen.