23948sdkhjf

Ny inspiration til designere og arkitekter

Under designmessen CODE10 i sidste uge var der premiere på det nye BC Design Center. Her er det bl.a. er muligt at gå på opdagelse blandt flere end 600 nye materialer.
Bella Center slog i den forgangne uge dørene op for anden udgave af messen CODE, Copenhagen Design, og løftede i den forbindelse sløret for sin nyeste satsning; BC Design Center.

Idéen er at skabe en relevant udstillingsplatform for hele designbranchen, og centret byder bl.a. på showrooms, udstillinger og videnscenter med materialebibliotek.

- Vi har fra begyndelsen 620 materialer i biblioteket, og 30-40 af disse vil blive udskiftet hver anden måned, fortæller udstillingschef Lone Ann Ditch fra Bella Center.

"Materialize the future"
Materialebiblioteket er udviklet i samarbejde med hollandske Materia, som arbejder med at formidle viden om udviklingen af nye, bæredygtige materialer.

Under sloganet "Materialize the future" forsøger virksomheden at inspirere arkitekter, designere og producenter til at bruge de nye materialer i deres arbejde for på den måde at skabe en mere bæredygtig fremtid.

Omdrejningspunktet for Materias arbejde er en omfattende database, som alle har fri adgang til. Det er et tilbud, som flere end 70.000 registrerede brugere indtil videre har valgt at benytte sig af.

Materialerne i databasen omfatter alt lige fra træ og overfladebehandling til glas, cement og plast.

Inden for træ byder Materia pt. på 149 forskellige materialer af vidt forskellig art. Blandt andet kan man her støde på ”Bendywood”; et naturligt produceret træmateriale, som kan bøjes i såvel kold som varm tilstand – uden varmebehandling og i de fleste tilfælde med håndkraft. Bendywood bruges bl.a. til møbler, gelændere og interiør på lystbåde.

Et andet materiale er det fleksible beton "Ductal", der inkorporerer styrkende fibre. På grund af betonens særlige sammensætning er det lykkedes at give det en styrke, som er 6-8 gange større end traditionel beton (under komprimering).

Flere innovative danske bidrag
Danmark har også sat et aftryk på Materias database, som pt. rummer 23 dansk udviklede materialer fra bl.a. Kvadrat, Fiberline Composites og Annemette Beck.

Sidstnævnte er tekstildesigner og arbejder bl.a. med materialet ”Paper Yarn”, som bruges til fx sofaer, rumdelere og tæpper.


Læs mere om BC Design Center på http://www.bcdesigncenter.dk/
Læs mere om Materia på http://materia.nl/
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093