23948sdkhjf

Skolerenoveringer for 610 mio. kroner

Siden 2007 er der igangsat renoveringer af 42 folkeskoler i København. Når de sidste projekter er færdige til næste år, vil der i alt være brugt 610 mio. kroner.
Renoveringsarbejderne er en del af ”Genopretningsplan for Folkeskoler”, der ved sin afslutning vil have forbedret de fysiske forhold på 42 af byens folkeskoler.

I alt blev der afsat 610 mio. kroner til gennemførelse af planen. Flest penge er gået til at udskifte og reparere tage, døre, vinduer og tekniske anlæg.

Mange skoler har dog også fået moderniseret og renoveret deres toilet- og baderum, faglokaler, klasselokaler og udearealer.

På tre skoler er arbejdet forsinket pga. svampefund og sammenfald med andre byggearbejder. De forventes færdiggjort i 2011.

Hvad er pengene gået til?
Af de 610 mio. kroner har de ca. 130 mio. været afsat til renovering af faglokaler, mens ca. 10 mio. er brugt til opgradering af flere af de gamle asfaltskolegårde.

Yderligere har ca. 80 mio. kroner været øremærket til renovering af en stor del af de gamle, slidte og uhumske toiletter. De er nu udskiftet med nye, der lever op til nutidens standard.

Endelig har ca. 60 mio. kroner været reserveret til øvrige indvendige arbejder. Det dækker bl.a. over genopretning af basislokaler/klasselokaler og trappeopgange, men også over større områder, såsom aulaer og trapperum.

Resten er bl.a. brugt til udvendig bygningsmæssig vedligeholdelse af fx vinduer og tage samt renovering af tekniske anlæg.

Brug for yderligere 1,4 mia. kroner
Moderniseringen af de 42 skoler vækker glæde hos Lise Funck, der er projektleder i Børne- og ungdomsforvaltningen.

Hun har været med i den gruppe, der har arbejdet med prioritering af genopretningsmidlerne:

- Vi har i vid udstrækning fået opfyldt vores ønsker, og en række skoler har nu fået moderne undervisningsmiljøer med fleksible faglokaler, hvor det er muligt at undervise i forskellige fag. Enkelte steder har det også været muligt at integrere udearealerne i undervisningsmiljøerne ved at etablere udendørs værksteder blandt andet til natur- og teknik og sløjd, fortæller hun.

Trods de mange renoveringsprojekter er der fortsat lang vej til målet om at gøre alle folkeskolerne i København tidssvarende.

Således vurderer Københavns Kommune, at det resterende genopretningsbehov på folkeskolerne, indvendigt som udvendigt, beløber sig til ca. 1,4 mia. kroner.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125