Efter tre år med stigende aktivitet i området åbner Henning Larsen Architects nu filialkontoret Henning Larsen Levant med adresse i den syriske hovedstad Damaskus.
Arkitektonisk ansvarlig og leder af kontoret er arkitekt og associeret partner, Anne Marie Galmstrup, som får selskab af virksomhedens nye General Manager, arkitekt Klaus Troldborg:
- Vi ser frem til at udvide vores aktiviteter i regionen, siger Anne Marie Galmstrup, som de seneste år har haft ansvar for design og samarbejde i forbindelse med opførelsen af oplevelsescentret The Massar Children’s Discovery Centre i Damaskus:
- Oplevelsescentret er en milepæl for regionen, og det er et privilegium for tegnestuen at være en del af denne forandringsproces, fortæller hun.
Klaus Troldborg er tiltrådt på kontoret i Damaskus den 1. oktober, og han ser frem til at prøve kræfter med byggebranchen i de mellemøstlige lande:
- Både Syrien og Jordan udvikler sig intenst i disse år, og vi er både nysgerrige og ærefrygtige over for den opgave, det er at bygge bro mellem den historiske kulturarv og så en mere moderne tid, siger han.