23948sdkhjf

BM Byggeindustri øger kapaciteten

Ny hal og omlægning af produktionen ruster Hobro-virksomheden til at imødekomme efterspørgslen.

Mens BM Byggeindustri har travlt med leveringer til projekter i både ind -og udland, er der sideløbende arbejdet på at skabe plads til endnu flere præfabrikerede boliger i fabrikkens produktion.

For nylig er en ny produktionshal taget i anvendelse, men det er ikke alene nye faciliteter, der bidrager til øget kapacitet. En omlægning af selve produktionen er også med til at skabe forøget kapacitet:

- Vi har brugt de seneste måneder på at ændre flere forhold. Blandt andet er vi startet op med lean-procedurer, der skal bidrage til at øge effektiviteten og højne kvaliteten i det, vi laver. Mere konkret så er vi blevet langt mere systematiske i vores drift. Via de nye systemer gør vi hver morgen status. Vi kan se, om alle produktionsenheder følger med, om der er spidsbelastninger på en enhed, og om der derfor skal foretages omrokeringer. Det er et fantastisk værktøj, som vi hele tiden udvikler på, fortæller produktionschef Christian Frimor Frølund.

Han forklarer, at man med omrokeringerne har skabt en mere samlet produktion, således at de enkelte moduler nu i højere grad færdiggøres inden for den samme produktionsenhed.

- Det er med til at øge den enkelte medarbejders ansvarlighed for det arbejde, der leveres. Og det skaber bedre logistik i produktionen. Vi undgår med andre ord alt for megen truckkørsel, siger han.

I 2017 er det indtil videre lykkedes at øge kapaciteten fra 650 til 800 moduler. Målet er at nå 900.

- Vi er på rette spor, og jeg er ikke i tvivl om, at vi nok skal nå det, siger Christian Frimor Frølund.

BM Byggeindustri har produceret præfabrikerede moduler i omtrent 15 år. For øjeblikket leverer virksomheden blandt andet huse til projekter på Rønnevænget i Holbæk, på Rådhuslunden i Smørum og på Kirketerp i Hobro. Ligeledes er BM Byggeindustri for tiden leverandør til et projekt for Diakonstiftelsen i København samt til boligprojekterne Solbacka Blomstereng og Stäket Villastad i Sverige.

I 2015/16 satte BM Byggeindustri ny rekord for både omsætning og indtjening, og virksomheden forventer fortsat vækst.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078