23948sdkhjf

Samarbejde løfter SMV'ernes vækst med 15 procent

En omfattende analyse viser, at mens gennemsnittet af SMV'erne vokser med 10 procent, vokser dem der bruger samarbejdet med hele 25.
Det er sund økonomisk fornuft for virksomheder at samarbejde med landets erhvervsakademier, viser en ny kortlægning fra Damvad Analytics.

Virksomheder, der samarbejder med et erhvervsakademi, har større vækst i beskæftigelse og omsætning end virksomheder, der ikke indgår i et samarbejde.

Uddannelserne er nemlig en væsentlig kilde til ny viden hos helt små og mindre virksomheder, som typisk ellers ikke samarbejder med andre forsknings- og videninstitutioner. Derudover oplever virksomhederne markant større vækst i beskæftigelse og omsætning, når de samarbejder med et erhvervsakademi.

Sådan lyder nogle af konklusionerne i den nye analyse, der viser et stort potentiale ved at bruge samarbejder mellem virksomheder og erhvervsakademier som en løftestang for vækst.

Men et samarbejde skal være kontinuerligt, hvis det for alvor skal sætte skub i virksomheders udvikling, konkluderer Damvad analysen.

Langt højere vækst
Analysen er gennemført på baggrund af registerdata for alle de 12.135 virksomheder, der har samarbejdet med et af landets ni erhvervsakademier og Aarhus Maskinmesterskole siden 2010.

Samarbejdsvirksomhederne har oplevet fremgang i både beskæftigelse og omsætning på 25 pct. i året efter første samarbejde. Til sammenligning har kontrolgruppen uden samarbejde oplevet vækst på knap 10 pct.

Men analysen understreger også, at et enkelt samarbejde med et erhvervsakademi ikke gør den store forskel. Det er først med et vedvarende samarbejde, at effekterne viser sig.

Fra praktik til forskning
På Erhvervsakademi Aarhus har den type opgaver derfor høj prioritet.

Her har forsknings- og innovationsaktiviteterne godt fat i de små og mellemstore virksomheder og rammer dermed en virksomhedsgruppe, der ikke får direkte gavn af universiteternes forskning, fortæller forsknings- og innovationschef Hanne Troels Jensen fra Erhvervsakademi Aarhus.

- Vi har et omfattende samarbejde med mere end 1.000 forskellige virksomheder – selvfølgelig omkring praktik og efter- og videreuddannelse, men også bl.a. projekter og forsknings- og innovationsaktiviteter, der er karakteriseret ved at være praksisnære. På den måde genererer vi ny viden, som bliver brugt direkte i uddannelserne og af virksomhederne, siger Hanne Troels Jensen.

Supplerer hinanden
Erhvervsakademierne samarbejder hovedsageligt med mikrovirksomheder, små og mellemstore virksomheder. Omvendt bekræfter analysen fra Damvad Analytics, at universiteterne i høj grad rammer de store virksomheder og til dels de mellemstore. De to sektorer supplerer dermed hinanden.

Men for uddannelserne er der en yderligere fordel, som analysen ikke kommer ind på. Samarbejde gør det nemlig muligt at følge virksomhedernes behov tættere, end det ellers ville være tilfældet.

- Indsatsen er mindst lige så værdifuld for os, fordi vi kan styrke vores praksisnære profil. Vi er altid opdateret på erhvervslivets behov og kan give de studerende indsigt i det arbejdsmarked, de skal ud på, konstaterer Hanne Troels Jensen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.525