23948sdkhjf

Rockwool bygger ny fabrik i USA

Den danske isoleringsgigant investerer godt en milliard kroner i fabrikken i West Virginia

Rockwool fortsætter med at udbygge sin tilstedeværelse på det nordamerikanske marked.

Den danske isoleringsgigant investerer 984 mio. kroner (150 mio. dollars) i opførelsen af en 43.000 kvm stor fabrik til produktion af stenuldsisolering i byen Ranson i USA-delstaten West Virginia.

Det er ikke mere end tre år siden, at Rockwool åbnede sin første fabrik i USA i Mississippi som følge af øget vækst på det amerikanske marked.

Det amerikanske isoleringsmarked har traditionelt været domineret af glasfiber- og skumplastprodukter, men i takt med at amerikanerne har fået øjnene op for stenuldsisolering, har Rockwool fået mere vind i sejlene, og den nye fabrik i West Virginia skal være med til at opretholde dette.

- Vi sigter mod at fortsætte vores tocifrede vækst i USA, og den nye fabrik skal spille en vigtig rolle i at sikre, at vi kan opfylde den stigende efterspørgsel efter ikke-brandbart stenuldsisolering på dette marked, siger Rockwools topchef, Jens Birgersson, i en pressemeddelelse.

150 ansatte
Planerne om yderligere ekspansion i USA blev meldt ud tidligere på året, hvor Rockwool annoncerede nye fabrikker i USA, Sverige og Rumænien.

Fabrikken i West Virginia opføres på en 130 hektar stor grund, hvor byggeriet starter i oktober.

Når fabrikken står færdig i starten af 2020, vil den beskæftige omkring 150 ansatte.

- Den nye fabrik ligger tæt på store befolkningsområder i både det nordøstlige, det østlige og midtvestlige USA. Vi vokser sammen med markedet og ser frem til at opfylde vores kunder behov herfra, udtaler Trent Ogilvie, der er adm. direktør for Rockwools amerikanske datterselskab, i pressemeddelelsen.

De solide resultater i Nordamerika stammer blandt andet fra det amerikanske "gør-det-selv"-marked gennem salg i store byggevarekæder.

Før fabrikken i Mississippi åbnede, håndterede Rockwool markedet i USA fra sine to fabrikker i Canada.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125