23948sdkhjf

NCC opfører ’grønt’ kontorbyggeri i Århus

Til oktober næste år skal et 6.000 m² stort kontorhus stå klar til indflytning i Skejby.
Byggeriet, Skejby Company House III, opføres efter det internationale miljøcertificeringssystem, ”Breeam”, og bliver arbejdsplads for op mod 250 mennesker.

”Company House” er et byggekoncept, som er udviklet af NCC Property Development. I forvejen har koncernen opført i alt syv kontorhuse efter konceptet, men Skejby Company House III bliver det første med en Breeam-certificering.

Besparelser og god signalværdi
Breeam er den mest udbredte internationale miljøcertificering af bygninger, og NCC forventer, at Skejby Company House III opnår ratingen "Very Good".

Derudover vil kontorhuset i kraft af et lavt energiforbrug få status som en såkaldt "EU Green Building":

- For virksomhederne, der lejer sig ind i huset, vil energi- og miljøhensynene resultere i lavere driftsomkostninger, et bedre indeklima samt en god signalværdi, fortæller projektudviklingschef Frank Skov Jensen fra NCC Property Development.

Som "EU Green Building" skal energiforbruget ligge minimum 25 % under den danske energiramme. Derfor er Skejby Company House III blandt andet forsynet med energivenlige vinduer, ekstra isolering og intelligent lysstyring.

Målbar bæredygtighed
Ud over fokus på energiforbruget inddrager "Breeam"-systemet også bæredygtighed i bredere forstand. Derfor er der i forbindelse med kontorhuset i Skejby tænkt på alt fra miljøvenlige byggematerialer til korrekt affaldshåndtering, optimal drift og god placering i forhold til offentlig transport:

- Med Breeam-certificeringen bliver bæredygtighedsbegrebet pludseligt målbart for både investorer og lejere, der får lettere ved at differentiere sig og bevise, at der er handling bag deres grønne intentioner, forklarer Frank Skov Jensen, som forventer stigende efterspørgsel på certificerede byggerier i den nærmeste fremtid:

- Flere og flere virksomheder, både investorer og lejere, ønsker i dag at tage ansvar for miljøet og har fået øjnene op for gevinsterne. Derfor vil vi fremover se, at flere stiller krav om miljøcertificeringer, vurderer projektudviklingschefen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078