23948sdkhjf

Dansk Halbyggeri og GPP bygger motorikcenter

Sydjyske Gram får et fyrtårn for bevægelse.

Den 17. august går spaden i jorden til det nye Gram Motorikcenter, der forventes at blive et fyrtårn for fysisk aktivitet i Haderslev Kommunen.

Centret, der skal stå klar til indvielse om præcist et år, går innovativt til værks ved at kombinere tilbud om motion, læring, borgerservice og pasning.

- Vi skal have mange forskellige faciliteter til at spille sammen i byggeriet. Den del af opgaven er tænkt og tegnet fantastisk af GPP Arkitekter, så vi glæder os til at komme i gang med at udføre den, siger adm. direktør Mogens Laustsen fra Dansk Halbyggeri, der er totalentreprenør på projektet til knap 40 mio. kroner. 

Ingeniørfirmaet Viggo Madsen er med som rådgivende ingeniør, mens redskaberne til motorikhallen leveres af PE-Redskaber.

Gram Motorikcenter opføres i forbindelse med Gram Fritidscenter på Stadionvej 15 og skal supplere de eksisterende idrætshaller, friluftsbadet og bowlinghallen. Motorikhallen indrettes med forskellige underlag, bløde redskaber samt mulighed for at klatre, rulle og flyve sig til sved på panden og god grovmotorik.

- Vi opfører mange haller til fysisk aktivitet i disse år, men der er ingen tvivl om, at Gram Motorikcenter bliver noget særligt. Byens børn og unge kommer i hvert fald ikke til at mangle udfoldelsesmuligheder, mener Mogens Laustsen.

Daginstitutionen, som opføres i forbindelse med Gram Motorikcenter, får plads til 135 børn fordelt på fire bygninger. Arkitektonisk bliver der en klar kontrast mellem institutionens selvstændige bygninger med saddeltag og de sammenhængende bygninger til bibliotek, borgerservicekontoret og motorikhallen, som alle får fladt tag og store vinduespartier. Særligt motorikhallens vestlige facade kommer til at sikre hallen maksimalt lysindfald, da den primært kommer til at bestå af vinduer.

Dansk Halbyggeri, GPP Arkitekter og Ingeniørfirmaet Viggo Madsen har i forvejen erfaring med at arbejde sammen om byggerier til fysisk aktivitet. Så sent som i april tog trekløveret således det første spadestik til Mårslet Multihal, som også skal forbinde eksisterende bygninger med nye og motorisk udfordrende faciliteter.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095