23948sdkhjf

Travlt hos Greve-entreprenør: 30 nye job og flere på vej

”For fem år siden renoverede vi bare taget. Nu tager kunden det hele med”, siger direktøren i Hovedstadens Bygningsentreprise.

Greves største byggefirma, Hovedstadens Bygningsentreprise med 200 medarbejdere, har travlt, og ifølge adm. direktør Rasmus Lindhardt er det ikke mindst boligrenoveringer i hovedstadsområdet, der giver sved på panden.

Således tegner de almennyttige boligselskaber samt ejer- og andelsforeninger i Storkøbenhavn sig for omkring 80 procent af firmaets samlede omsætning.

- Vi oplever, at vi har fået mere at lave, fordi konjunkturerne er stigende. Der er gang i renoveringsarbejdet i Hovedstadsområdet fra Greve og til Nordsjælland, siger Rasmus Lindhardt i en pressemeddelelse.

479 byggejob på to år

Udviklingen hos Hovedstadens Bygningsentreprise er et godt billede på den generelle udvikling i og omkring Greve.

En ny analyse udarbejdet for Vækstforum Sjælland viser således, at Greve Kommunes bygge- og anlægsvirksomheder til sammen skabt 479 nye fuldtidsstillinger over de sidste to år.

Det svarer til en fremgang i beskæftigelsen på 40,1 procent.

Flere kunder tager det hele med
Hovedstadens Bygningsentreprise vinder mange licitationer på renoveringsopgaver af boligbyggeri fra 1930’erne, 1940’erne og 1950’erne. Og opgaverne bliver stadigt større.

- For fem år siden renoverede vi bare taget. Nu ser vi hos vores kunder en tilgang, hvor de tager det hele med: Ikke bare taget men også energioptimering, renovering af taget, udskiftning af vinduer og etablering af tagboliger med karnapper på det gamle tørreloft, siger Rasmus Lindhardt.

Han oplever, at flere af firmaets kunder har sparet penge op. Og de stigende salgspriser på boliger i København giver plads til, at kunderne kan låne flere penge til renoveringsprojektet.

Nye medarbejdere er en del af vækstplan
Den stigende aktivitet har allerede medført en nettotilgang på 30 medarbejdere i år, heriblandt både blikkenslagere, tømrere, facademurere og byggeledere.

Rasmus Lindhardt vurderer, at hans firma kommer til at ansætte mindst 10 håndværkere yderligere i løbet af de næste fire måneder. De nye medarbejdere skal være med til at realisere firmaets vækststrategi, der går på at løfte omsætningen fra 320 mio. kroner i 2016 til 400 mio. kroner i 2019.

- Det, vi fremadrettet arbejder på, er at lave flere større sager mellem 40-70 millioner. For de store renoveringsopgaver strækker sig også henover vinteren. Det betyder, at vi kan holde på vores dygtige folk, der i øvrigt værdsætter vores centrale placering i Greve, siger han.

Rasmus Lindhardt ser optimistisk på fremtiden, og også på kort sigt forventer han fremgang efter et lidt skuffende 2016, hvor resultatet før skat faldt fra 4,9 til 3,9 mio. kroner.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109