Hos Enemærke & Petersen vurderer man, at markedet for bygningsvedligehold og -service er blevet så væsentligt, at der nu er behov for et decideret selskab på området:
- De seneste års fokuserede indsats for at opdyrke dette marked har ført til, at den kritiske masse nu er stor og stærk nok til, at forretningsområdet kan udvikle sig endnu mere selvstændigt, oplyser virksomheden på sin hjemmeside.
Som direktør for det nye datterselskab har ledelsen udpeget Erik Bech-Pedersen, og han får til ansvar at opbygge en decideret servicekultur med bl.a. et 24-timers callcenter til håndtering af forsikringsskader og lignende.
Nøgleordene for afdelingen er omstillingsparathed og hurtig reaktion, som er altafgørende faktorer, når akutte skader skal afhjælpes.
