23948sdkhjf

Jakobsen & Blindkilde vinder stort Bauhaus-byggeri

Aulum-entreprenøren har sikret sig hovedentreprisen på en næsten 13.000 m² stor udvidelse af Bauhaus i Aalborg.
Omkring efterårsferien 2011 skal et moderniseret og kraftigt udvidet Bauhaus stå klar til indvielse i Aalborg-bydelen Skalborg.

Som hovedentreprenør har Bauhaus-kæden netop udpeget Jakobsen & Blindkilde A/S, og projektchef Henrik Eriksen oplyser, at de første elementer til byggeriet ventes leveret og monteret inden jul:

- Opgaven er ikke den største, vi har udført, men den hører til i den gode ende. Vi forventer, at der inden jul vil være beskæftiget ca. 50-60 mand på opgaven. Vi har selv 22 ansatte på opgaven fra mandag i denne uge, fortæller projektchefen.

Danmarks største Bauhaus
I løbet af de kommende godt 11 måneder skal Bauhaus Aalborgs eksisterende butik på 7.500 m² bygges om og udvides med havecenter, drive in og salgsarealer.

Dertil kommer en ny bistro på cirka 390 m² samt varemodtagelse og personalefaciliteter på tilsammen 850 m², og i alt vil varehuset herefter råde over ca. 20.000 m².

Endelig skal der etableres nyt parkeringsareal på 15.700 m², og alt i alt betyder ombygningen, at Aalborg til næste efterår kan slå dørene op for Danmarks største Bauhaus-varehus:

- Vi er så småt i gang med at købe ind, og vores underentreprenør bliver valgt inden jul, siger Henrik Eriksen.

Godt ud af krisen
Som mange andre aktører i byggeriet kan Jakobsen & Blindkilde se tilbage på et par vanskelige år, hvor det har krævet en ekstra indsats at hente nye opgaver til ordrebogen.

Via større projekter som Vestas’ Technology Center i Ringkøbing og den nye Arena Holstebro er det dog lykkedes at holde hjulene i gang, og nu er optimismen så småt begyndt at melde sig igen:

- Vi har andre projekter på vej, og generelt ser vi positivt på fremtiden. Det har været et par svære år at komme igennem, men vi er trimmet og er kommet godt ud af krisen, slutter Henrik Eriksen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

1.219