23948sdkhjf

Altan.dk vil tjene penge i byernes baggårde

Baggårdsrenovering bliver et nyt forretningsområde hos altanfirmaet.

- Når vi leverer en altan, giver vi kunden helt nye muligheder for udeliv. Men en ny altan er måske ikke så sjov, hvis du sidder og kigger lige ned i en grim baggård.

Sådan forklarer innovationschef Nils Frederiksen baggrunden for, at Altan.dk nu udvider sin forretning med et koncept for gårdrumsrenovering.

Sorø-virksomheden tilbyder i forvejen altaner og elevatorer, og det er erfaringer fra elevatorprojekterne, som har givet idéen til at rette fokus på forskønnelse af gårdrum.

Ifølge Nils Frederiksen oplever Altan.dk nemlig ofte, at opbakningen blandt beboerne til et elevatorprojekt bliver større, hvis de nederste lejligheder også får en værditilvækst i form af bedre opholdsrum og renovering af gårdmiljøet.

I foråret tog Altan.dk derfor hul på udviklingen af gårdrumskonceptet, som blev kickstartet af et co-create-forløb hos Bloxhub – et forløb, der involverede 14 forskellige offentlige og private aktører inden for blandt andet landskabsarkitektur, plantevidenskab og servicedesign.

- Vi er blevet bekræftet i, at vi kan bruge erfaringerne fra systematiseringen af vores altanløsninger til at skabe et gårdrumskoncept, der består af en række fleksible modulløsninger. Modulerne gør det let og overskueligt at komme i gang, da boligforeningerne kan vælge at starte med nogle få elementer, som udvides med flere i takt med, at der kan træffes beslutninger eller findes økonomi til renoveringen af hele gårdrummet, siger Nils Frederiksen.

Søger en boligforening
Han og Altan.dk satser på, at baggårdsrenoveringerne i 2020 vil bidrage med 10 mio. kroner til virksomhedens omsætning.

Inden da skal konceptet dog udvikles færdigt, og Altan.dk har flere idéer på tegnebrættet:

- Vi overvejer bandt andet at give foreningerne nye muligheder for også at inddrage baggårdens mure i renoveringen, ligesom vi arbejder på at udvikle en online visualiseringsplatform, så boligforeningerne kan få en fornemmelse af deres fremtidige gårdmiljø allerede i opstartsfasen, siger Nils Frederiksen.

Næste skridt er at indgå et testsamarbejde med en boligforening. Altan.dk søger derfor i øjeblikket efter en Københavnsk boligforening med interesse i et renoveringsprojekt til reduceret testpris.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.156