Henton Ejendomme afventer lige nu Haderslev Kommunes tilbagemelding på, om selskabet kan få lov til at gå videre med planerne om at bygge 126 nye boliger på havnen i Haderslev.
Hensigten er, at projektet, som består af fem bygninger i fire etager, skal opføres i etaper med byggestart i 2018.
Årstiderne Arkitekter har tegnet de nye boliger, der skal opføres på den grund, hvor renæssanceslottet Hansborg oprindeligt lå.
Bygningerne er placeret, så ude- og parkeringsarealerne i bebyggelsen gendanner slottets form. Selve bebyggelsen tænkes opført i teglsten i forskellige nuancer og er en moderne fortolkning af den klassiske bykarré, med fokus på komposition og detaljering i murværket.
Lars Møller fra Henton Ejendomme vurderer over for JydskeVestkysten, at projektet ligger inden for rammerne i den gældende lokalplan. Er kommunen af samme overbevisning, vil Henton Ejendomme gå i gang med at sammensætte en investeorkreds og udarbejde byggeansøgning.