Forrige fredag løb Glostrup-virksomheden CG Jensen med sejren i totalentreprise-konkurrencen om plejecentret ”Skovhuset” i Hillerød.
Siden er konkurrencen imidlertid blevet annulleret, og derfor er det nu uvist, hvad der skal ske:
- Ja, vi er blevet annulleret, så vi er tilbage ved udgangspunktet, og vi venter alle spændt på, hvad der sker, siger projektchef Mads Thisted fra CG Jensen til Frederiksborg Amts Avis.
Han forklarer, at annulleringen skyldes, at vinderprojektet disponerer et parkeringsområde på et areal, hvor der ifølge lokalplanen ikke må være parkering.
Bygherre på det nye plejecenter er Lejerbo, som i denne uge har afholdt møde med Hillerød Kommune om sagen:
- Vi har haft et konstruktivt møde med Lejerbo, der har orienteret os om beslutningen om at annullere udbuddet. Men Lejerbo har stillet os i udsigt, at opførelsen kun bliver to måneder forsinket, og det tager vi til efterretning, siger kommunens økonomidirektør Rasmus Bjerregaard.