Forleden blev Lars Bonderup Bjørn
ansat som adm. direktøri Davidsen Partnere. Nu viser det sig, at den nye direktør skal arbejde sammen med en helt ny bestyrelse.
Dagbladet Børsen oplyser således fredag, at fire bestyrelsesmedlemmer har meddelt, at de trækker sig, når virksomheden afholder ekstraordinær generalforsamling den 23. december:
- Vi har valgt at stille vores pladser til rådighed. Der er kommet en ny adm. direktør, og så får han en mulighed for at starte på en frisk, siger afgående formand Øjvind Toftgaard til avisen.
Udover formanden er det John Veje Olesen, Jørgen Krab Jørgensen og Per Nørret, der har besluttet at forlade bestyrelsen.
Den ekstraordinære generalforsamling bliver den anden på kort tid. Punktet på dagsordenen bliver det samme som på den første tilbage i november; nemlig et forslag om afnotering fra minibørsen Danske AMP til fordel for Dansk OTC.
Dengang blev forslaget stemt ned af de omkring 30 fremmødte aktionærer:
- Forløbet omkring den sidste generalforsamling var ikke tilfredsstillende. Jeg ved ikke, hvor meget vi kan gøre anderledes, men vi kan prøve at forklare os bedre, end vi gjorde sidste gang, siger Øjvind Toftgaard.
Han forklarer, at forslaget er stillet med henblik på dels at spare på omkostningerne og dels at gøre det nemmere at informere om udviklingen i virksomheden.