23948sdkhjf

Grønt lys til campusbyggeri

Folketinget har godkendt byggeriet af VIAs nye campus i Horsens. Samtidig skyder VIA millioner i uddannelsen af flere danske diplomingeniører

Med en anbefaling fra uddannelses- og forskningsminister Søren Pind i ryggen har VIA University College nu fået endeligt ja til at tage første spadestik til et nyt campus i Horsens. Det skriver VIA i en pressemeddelelse.

Den nye campus bliver på i alt 27.000 kvadratmeter fordelt på to bygninger på fire etager og én på seks etager. Byggeriet kommer til at ligge i hjertet af byen – et stenkast fra banegården.

Konstantin Lassithiotakis, direktør for VIAs Campus Horsens, glæder sig til at byde både studerende og medarbejdere velkommen til en campus, der indeholder topmoderne faciliteter og det nyeste indenfor laboratorier og teknisk udstyr.

- En del af VIAs satsning på ingeniørområdet bliver en opgradering af laboratorierne. Det kommer ikke kun VIAs studerende til gode men også de mange virksomheder, som vi samarbejder med omkring analyser og videndeling. De vil også opleve en markant kapacitetsopbygning på forsknings- og udviklingsområdet, så VIA stadig vil være førende indenfor viden om eksempelvis vand, klima og produktion, siger han. 

Millioner til ingeniøruddannelserne
Det blå stempel til byggeplanerne fra Folketingets finansudvalg kommer samtidig med, at VIAs bestyrelse har besluttet at investere massivt i uddannelsen af flere diplomingeniører til de danske virksomheder.

Ifølge en analyse, som Dansk Industri står bag sammen med Ingeniørforeningen, kommer Danmark til at mangle 9.300 ingeniører i 2025.

Investeringen betyder, at der allerede fra sommeren 2018 bliver etableret en række nye dansksprogede diplomingeniøruddannelser i Horsens, ligesom der bliver oprustet på forskningsområdet. Investeringen er på mere end 50 millioner kroner over de næste fem år.

Når det nye campusområde er fuldt udbygget – formentlig i 2021 – vil studerende fra VIAs flere end 20 uddannelser i Horsens komme til at bo side om side med studerende fra andre uddannelsesinstitutioner. Derudover vil Vitus Bering Innovation Park (VBI) og udviklingsvirksomheden Insero, som VIA begge har et tæt samarbejde med, også flytte med.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078