23948sdkhjf

Bascon bag energirigtige løsninger i Århus

Medarbejdere hos Bascon er i fuld gang med projekteringen af et 5.600 m² stort byggeri, der bliver del af Agro Food Park i Skejby.
I slutningen af november blev det afgjort, at MT Højgaard skal opføre 1. etape af en større udbygningsplan for Agro Food Park i Skejby.

Med på det vindende team er desuden arkitekterne Kjaer & Richter, ingeniørfirmaet Bascon samt landskabsarkitekt Preben Skaarup, og sammen har de skabt et funktionelt og fleksibelt byggeri, hvor nøgleordene er energivenlig drift og et sundt indeklima.

Det nye hus bliver 5.600 m² stort og kommer til at rumme kontorer og laboratorium for 120 videnmedarbejdere fra forskellige virksomheder.

Energitiltag på flere niveauer
Bascon er ansvarlig for den ingeniørmæssige projektering og rådgivning inden for alt fra kloak, fundering og konstruktion til vvs, ventilation og el.

Det betyder, at Århus-firmaet blandt andet skal sørge for at tilvejebringe de energivenlige løsninger, som Agro Food Park har lagt vægt på i sit udbud:

- Et af vores fokusområder er bygningens energiforbrug i driftsfasen. Derfor arbejder vi i projekteringen med både passive foranstaltninger som isolering i vægge og tag samt aktive løsninger inden for eksempelvis ventilation og belysning. Det resulterer i en lavere energiklasse end standarden i det gældende bygningsreglement, fortæller projektleder Torben Bottke fra Bascon.

Tværfagligt samarbejde i hele processen
Bascons ingeniørrådgivning har ikke kun indflydelse på energiforbruget, da flere af ingeniørdisciplinerne også spiller en rolle i forhold til bygningens indeklima:

- Arbejdet kræver stor tværfaglighed på tværs af de involverede ingeniørfag. Fx stilles der særlige krav til ventilationen, hvis den både skal sikre et minimalt energiforbrug og et sundt indeklima. Derudover står vi til rådighed for de øvrige samarbejdspartnere i hele byggeprocessen, så vi sammen opnår det bedst mulige slutresultat, fortsætter Torben Bottke.

Projekteringsarbejdet hos Bascon er allerede i gang, og det indledende gravearbejde forventes at gå i gang i løbet af januar 2011. Efter planen skal bygningen stå færdig til december næste år, mens der er indflytning i januar 2012.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125