23948sdkhjf

Nyt om navne

I dag nyheder fra Niras, Deas og Moe

Niras
Bygningskonstruktør Anders Heilmann er ansat hos Niras som chefrådgiver inden for bygherrerådgivning.

50-årige Anders Heilmann kommer fra en stilling som bygherrerådgiver og projektleder hos Cowi.

Anders Heilmanns erfaringsbase er bred, og han har været leder af en bred vifte af projekter som Helhedsplanen for at renovere Grønnedalsparken i Skanderborg med 417 lejligheder, Nyt plejecenter i Hammel og 128 ungdomsboliger på Bispehavevej i Aarhus.

Anders Heilmanns metier er bygherrerådgivning for alment boligbyggeri og at levere strategisk bygherrerådgivning for kunden med en klar plan for, hvordan bygherrerådgiveren skaber merværdi i det konkrete projekt.

Opgaven i Niras bliver at fastholde og udbygge firmaets kompetencer for bygherrerådgivning og de første opgaver bliver blandt andet at rådgive om ejendomsudvikling.

Deas
Efter 17 år i ejendomsforvaltningsselskabet Deas har projektleder og bygherrerådgiver Eigil Nielsen fra Horsens valgt at gå på pension pr. 1. februar 2018.

Eigil Nielsen er 68 år og en af Deas’ mest erfarne projektledere og bygherrerådgivere. Han er uddannet bygningskonstruktør fra Byggeteknisk Højskole i Horsens og har været i Deas siden 2000.

Eigil Nielsen, der blandt andet har en fortid i rådgivningsvirksomheden Bascon, har bidraget til Deas med en stor byggeteknisk erfaring og har været tæt involveret i både tilbudsgivningen og driften af mange af Deas’ OPP-projekter, der rummer både nye skoler og hospitaler.

Moe
Den rådgivende ingeniørvirksomhed Moe har ansat en række nye medarbejdere.

Karsten Nørskov Madsen er ansat som projektchef | Geoteknik til Infrastruktur i København. Han er uddannet teknikumingeniør og har 30 års erfaring, alle årene hos Cowi A/S og senest som senior projektleder.

Fra opgaver i Danmark og i udlandet har Karsten Nørskov Madsen erhvervet en bred teoretisk og praktisk baggrund i geoteknik og geologi inden for infrastruktur samt større konstruktioner, broer, bygninger, veje, kystsikring, tunneler, master og rørledninger. Udover projektledelse skal Karsten Nørskov Madsen i Moe være fagligt ansvarlig for Geoteknik i København og styrke samarbejdet og den faglige udvikling indenfor geoteknik i Moe Group, som senest er blevet udvidet med købet af Nielsen & Risager AS i Næstved.

Bolette Marott er ansat som projektchef | Bygherrerådgivning til Byggeri & Design i København.

Bolette Marott er uddannet bygningskonstruktør, arkitekt og byggeøkonom med samlet 20 års erfaring, de seneste fem år som selvstændig bygherrerådgiver. Hun har endvidere været ansat i flere større bygherreorganisationer, hvorfra hun har erfaring med at agere bindeled mellem byggeriernes interessenter og bygherres organisation.

I MOE skal Bolette Marott varetage bygherrerådgiverrollen hos en af Moes større bygherrer og skal bidrage med sin store erfaring til at styrke bygherrerådgivningen internt og til at udvide det samlede netværk.

Den rådgivende ingeniørvirksomhed Moe har ansat Karsten Findsen som Kompetencechef | Murværk til Byggeri & Design i København.

Karsten Findsen er uddannet civilingeniør fra 2001 og har lavet et ph.d. projekt om plasticitetsteori til fastlæggelse af murede skivers styrke. Han har 13 års erfaring inden for projektering af bærende konstruktioner fra Jørgen Nielsen Rådgivende Ingeniører, Rambøll og Sweco. Sideløbende har Karsten Findsen erfaring som ingeniørrådgiver på Kunstakademiets Arkitektskole, ligesom han har afholdt kurser for Dansk Konstruktions- og Betoninstitut. Han skal i Moe medvirke til at styrke det faglige niveau inden for projektering af murværkskonstruktioner og generelt inden for projektering af bærende konstruktioner.

Lars Peter Lennert er ny kompetencechef | BIM - Installationer til Byggeri & Design i København.

Lars Peter Lennert er uddannet civilingeniør og kommer fra en stilling som Senior BIM konsulent hos Rambøll, hvor han havde ansvaret for at indføre og optimere brugen af digitale bygningsmodeller i de forskellige forretningsenheder.

Som kompetencechef i bygningsinstallationer skal Lars Peter Lennert være med til at udvikle Moes position som en af de førende virksomheder inden for intelligent anvendelse af BIM.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.156