23948sdkhjf

To danske projekter nomineret til Mipim Awards

Arrangørerne bag ejendomsmessen Mipim i Cannes har i denne uge offentliggjort listen over nominerede til dette års Mipim Awards, og her er der fundet plads til to danske projekter.

Således er boligbyggeriet The Silo i Københavns Nordhavn en af fire nominerede i kategorien ”Best Refurbished Building”, mens Mærsk Tårnet ved Panum Instituttet er nomineret til ”Best Healthcare Development”.

Ud af 227 indstillinger har juryen valgt at nominere 44 projekter, som fordeler sig på 23 nationer. Om Mærsk Tårnet eller The Silo løber med en af de 11 priser – og dermed løfter arven videre psykiatrisygehuset i Slagelse, der var blandt vinderne sidste år – afsløres ved en ceremoni den 15. marts klokken 18.30.

De to nominerede danske projekter stod begge færdige i 2017 og markerer sig på hver sin måde som ganske unikke bygningsværker.

The Silo består 38 ejerboliger, som er indrettet i Københavns Nordhavns højeste industribygning, den karakteristiske DLG-silo. Det ambitiøse projekt er gennemført i tæt samarbejde mellem Klaus Kastbjerg og NRE Denmark som bygherrer og arkitektvirksomheden Cobe. NRE Denmark har også haft rollen som totalentreprenør, mens Balslev har været rådgivende ingeniør på projektet.

Den oprindelige kornsilo har med ombygningen fået en ny facade med store vinduer og altaner i stål. Indvendigt udnyttes siloens varierende rumhøjder, og mange steder fremstår den eksisterende beton synligt. Byggeriets to øverste etager er en tilføjelse til den oprindelige bygning. De er etableret med panoramaudsigt og spejlglasvinduer, der står i kontrast til resten af bygningens nye facade.

Mærsk Tårnet, Københavns nye forskertårn, er et af Bygningsstyrelsens hidtil største byggeprojekter. Projektet er gennemført med C. F. Møller, Rambøll og SLA som rådgivere. Flere end 25 entreprenører og håndværksvirksomheder har bidraget til byggeriet, som var seks år undervejs.

Det 75 meter høje tårn er dækket af 3.300 skodder, udført i genbrugskobber, som med årene vil patinere fra blank til mørkebrun og siden matche Københavns grønne tage. Mærsk Tårnet har vundet flere priser, blandt andet en WAF Award og Scandinavian Green Roof Award, men har også fået negativ omtale på grund af en markant budgetoverskridelse.

Se alle de 44 nominerede projekter på Mipim-messens website

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094