23948sdkhjf

Ny direktør på DTU Byg

Efter 10 år i Schweiz er Michael Havbro Faber tiltrådt som institutdirektør på DTU Byg. Målet er at gøre DTU Byg til et af de førende institutter på internationalt plan.
49-årige Michael Havbro Faber kommer fra en stilling som professor ved Eidgenössische Technische Hochschule (ETH) i Zürich, hvor han de seneste 10 år har arbejdet med risiko og sikkerhed inden for infrastruktursystemer og konstruktioner.

Michael Havbro Faber er uddannet som civilingeniør i 1985 og har undervejs i sin karriere arbejdet både i universitetsverdenen og i industrien; bl.a. hos Cowi og det Norske Veritas.

Fra et drømmejob til et andet
- Det er med stor spænding, forventning, stolthed og en vis ærefrygt, at jeg har tiltrådt min nye stilling som direktør for DTU Byg. Efter 10 år som professor ved ETH i Zürich blev jeg tilbudt dette job, og efter moden overvejelse besluttede jeg at gå fra et drømmejob til et andet. For mig er det vigtigt at møde nye udfordringer, og min nye position på DTU ser jeg som et meget betydeligt ansvar og en stor personlig udfordring, siger DTUs nye institutdirektør.

Han ser nu frem til en række spændende år med store udfordringer i DTU-regi. Blandt de kommende opgaver er bl.a. at sikre, at instituttets ekspertise finder vej til de nye store anlægsprojekter, herunder Femern Bælt-forbindelsen. Desuden skal der arbejdes på at identificere nye løsninger til at reducere påvirkningerne af klimaet:

- DTU Byg og instituttets medarbejdere har et meget betydeligt potentiale og ansvar såvel nationalt som internationalt inden for det byggevidenskabelige område. Det er mit mål, at DTU Byg skal fremstå som et af de førende institutter inden for anlæg og byggeri på internationalt plan og som den betroede og foretrukne partner for vores samarbejdspartnere, siger Michael Havbro Faber.

Baggrund
Michael Havbro Faber er uddannet som civilingeniør i 1985 med speciale i offshore-konstruktioner ved instituttet for bygningsteknik på Aalborg Universitet, hvor han i 1989 også forsvarede sin ph.d.-afhandling inden for området pålidelighedsteori for bærende konstruktioner.

Den akademiske karriere omfatter udover ETH bl.a. forskningsstillinger ved det tekniske universitet i München i Tyskland og ved University of Newcastle i Australien, mens den industrielle erfaring hovedsagelig kommer fra Cowi i Lyngby, det Norske Veritas i Oslo samt løbende aktiviteter som rådgiver for den internationale og nationale bygnings-, energi- og transportsektor.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078