23948sdkhjf

Tre forslag videre i konkurrencen om nyt hospital

Seks konsortier blev til tre, da dommerkomitéen bag det nye universitetshospital i Odense tirsdag offentliggjorde forslagene fra arkitektkonkurrencen.
Tirsdag præsenterede Region Syddanmark, Syddansk Universitet og Universitets- og Bygningsstyrelsen seks konsortiers forslag til, hvordan det nye universitetshospital og sundhedsvidenskabelige fakultet kan komme til at se ud.

Ved samme lejlighed pegede en dommerkomité på de tre forslag, som går videre i konkurrencen. Bag de tre forslag står konsortiet Medic OUH, konsortium Henning Larsen Architects m.fl. og konsortiet CuraVita:

- Nu har vi de første tegninger til det formentlig største byggeprojekt i Region Syddanmark nogensinde. Tre forslag skiller sig ud. De har potentiale til at blive rigtigt gode, så dem tager vi nu en snak med, om hvordan de kan justere deres projekter, siger regionsrådsformand Carl Holst, der også er formand for dommerkomitéen.

Den endelige vinder ventes udpeget umiddelbart før sommerferien 2011.

De tre konsortier
• Konsortiet Medic OUH (KHR Arkitekter, White Arkitekter, Dall & Lindhardtsen, WSP Sverige, EKJ Rådgivende Ingeniører, Oluf Jørgensen samt en række underrådgivere).

• Konsortiet Henning Larsen Architects m.fl. (Henning Larsen Architects, Friis & Moltke, Arkitektfirmaet TKT, Cowi, Rambøll Danmark samt en række underrådgivere).

• Konsortiet CuraVita (Arkitema, Narud Stokke Wiig Arkitekter & Planlæggere, Grontmij I Carl Bro samt Hospitalitet).

Dommerkomiteen om de tre forslag
Konsortiet Medic OUH: "Forslaget er en åben fliget bygningsstruktur med en fin idé om en vidensakse fra universitetet ned gennem hospitalet. Der er tale om et arkitektonisk flot forslag, som dog på en række områder ikke fuldt indfrier hospitalets og universitets krav til funktion. Blandt andet vil logistikken i hospitalet skulle bearbejdes i det videre forløb."

Konsortiet Henning Larsen Architects m.fl.: "Forslaget er et markant bygningskompleks, der fint understøtter hospitalets funktionskrav. Forslaget byder på konkurrencens bedste bud på en sammenhængende behandlingsbygning og dennes placering i forhold til akutmodtagelse og kliniske klynger.

Forslaget åbner sig ligeledes flot i forhold til naturen. Forslaget til sundhedsvidenskabeligt fakultet og sammenbygning mellem universitet og hospital bør bearbejdes."

Konsortiet CuraVita: "Forslaget er kendetegnet ved en tæt, kompakt bymæssig bebyggelsesplan. Forslaget er godt gennemarbejdet, og udviser stor forståelse for såvel hospitalets som universitets funktioner. Forslaget byder på konkurrencens bedste sammenbygning af universitet og hospital. Forslaget bør forbedres i forhold til den menneskelige skala og mødet med naturen."

Om Nyt OUH
Det nye universitetshospital bliver placeret mellem Syddansk Universitet og motorvejen og skal erstatte det nuværende Odense Universitetshospital. Der er afsat 6,3 mia. kroner til projektet, og første spadestik tages efter planen i 2014 med afslutning i 2018-2020.

Det nye sundhedsvidenskabelige fakultet (SUND) er en del af projektet og skal forbinde hospital og universitet. Det nye fakultet kommer til at koste cirka 900 mio. kroner:

- Sammenbygningen af de to institutioner skal skabe ideelle betingelser for et tæt samarbejde om uddannelse og forskning. Ingen andre steder i Danmark får vi et universitet og et universitetshospital, der hænger så tæt sammen. Det bliver en stor gevinst for forskning og uddannelse, siger rektor for Syddansk Universitet, Jens Oddershede, der også sidder med i dommerkomitéen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094