Efter knap to år kunne hovedentreprenør MT Højgaard mandag aflevere en helt ny folkeskole til Københavns Kommune.
Den 11.500 kvadratmeter store Kalvebod Fælled Skole er opført i Arenakvarteret i Ørestad Syd og tages officielt i brug den 2. maj.
Bygningen, der er tegnet af Lundgaard & Tranberg Arkitekter, er centreret omkring et fikspunkt i midten af skolen, som alle linjer i det runde byggeri er rettet mod. Det gælder også i den omkringliggende skolegård, der er opført i organiske former og i det aktive månelandskab, som er opført i skaterbeton. Desuden har skolen fået etableret en fodboldbane i kunstgræs og en højtliggende skolegård oven på idrætshallen.
Skolebygningen er rund, men i midten gemmer den på en stor idrætshal. Idrætshallen ”svæver” i første sals højde oven på omklædningsrummene og har indkig fra skolens fem etager. Den visuelle åbenhed understreger skolens idræts- og bevægelsestema samtidig med, at der er udsigt over Kalvebod Fælleds vidder og byen udadtil.