23948sdkhjf

Lokal rigmand bygger 80 boliger på ’fyrværkerigrund’

Sidste storparcel er solgt i den nye bydel, der vil være kendt for bæredygtigt byggeri og arkitektonisk nytænkning.

Det er snart 14 år siden, at N.P. Johnsens fyrværkerifabrik sprang i luften og efterlod ødelæggelser for omkring trekvart milliard kroner.

Nu spirer en ny bydel frem på grunden. Lejerbo er i fuld gang med at opføre 35 almene familieboliger, mens AAB har købt en storparcel til etagebyggeri.

Og nu er den sidste storparcel solgt, meddeler Kolding Kommune. Det er Pierre Ejendomme A/S, ejet af iværksætteren og ejendomsmanden Pierre Legarth, der har købt den 38.765 kvm store grund med henblik på at bygge 80 private boliger.

- Jeg glæder mig rigtigt meget til at komme i gang med projektet. Beliggenheden for en ny bydel i Kolding kan simpelthen ikke blive bedre. Det er virkelig et hotspot, siger Pierre Legarth.

Der bliver tale om klyngehuse i to etager i kvarteret, som får navnet Stjerne Parken Kolding. Halvdelen af boligerne bliver ejerlejligheder, resten udlejningsboliger til Pierre Ejendommes egen portefølje. Materialerne vil være tegl, træ og andre naturmaterialer, som falder fint ind i det naturskønne område.

- Netop fordi omgivelserne er så smukke, kommer der også stor fokus på beboernes udeliv i form af rummelige terrasser og altaner, grønne arealer, små kælkebakker osv., siger Pierre Legarth. 

Problematisk jordbund
Pierre Ejendomme A/S havde faktisk tidligere købt en del af den nyerhvervede storparcel på Kløvkærgrunden.

Den handel valgte selskabet at lade gå tilbage i maj 2016 på grund af usikkerhed om jordbundsforholdene, som på en del af arealet krævede dyr pælefundering. Men nu køber Pierre Ejendomme arealet på Kløvkærgrunden alligevel. Plus yderligere et stykke jord.

Siden 2016 har kommunen udført en række supplerende undersøgelser af jordbundsforholdene. Tre mindre parceller er slået sammen til én stor parcel, så bygherren bedre kan flytte rundt på byggefelterne og på den måde undgå de områder, hvor funderingen er en udfordring. Og endelig bliver der trukket et beløb på 3 mio. kr. fra købssummen, som køber kan bruge til flytning af jord.

Indflytning i 2020
Før byggeriet kan komme i gang, skal der nu laves en lokalplan og området skal byggemodnes.

- Fra kommunens side nedsætter vi snarest en tværfaglig taskforce og sætter os sammen med Pierre Ejendomme A/S for at lave en plan for det videre forløb, så projektet kan komme i gang så hurtigt som muligt, oplyser team koordinator Lone Marie Kristensen fra afdelingen Strategisk Vækst.

Målet er, at de første beboere kan flytte ind i Stjerne Parken i 2020, og på borgmesterkontoret ser man frem til, at de 80 nye boliger står klar:

-  Sammenlagt får vi med de nye private boliger et godt og varieret miks af boliger i vores nye bydel. Og så glæder jeg mig selvfølgelig også rigtig meget til, at der igen kommer liv i det område, som blev ramt af den frygtelige fyrværkeribrand, siger borgmester Jørn Pedersen.

Pierre Ejendomme A/S betaler 12,2 mio. kr. for grunden.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.087