23948sdkhjf

Ny bestyrelsesformand skal styrke rådgiver i vækst

Nyt domicil og en tredobling af både omsætning og medarbejderstab.

Det er gået stærkt for Herning-baserede Hamiconsult, siden det rådgivende ingeniørfirma i 2014 skiftede ejer som led i et generationsskifte.

Og ambitionerne er større endnu. Derfor har Hamiconsult tildigere på året hentet Tina Ebler ind som ny bestyrelsesformand. Hun er partner og ledelsesrådgiver i konsulentvirksomheden Hildebrandt & Brandi og kommer med en bred palet af kompetencer inden for blandt andet forandringsledelse og strategi.

- Vi forventer, at Tina Ebler, med sin erfaring og sine kompetencer, kan bidrage til fortsat vækst i virksomheden. Hun kan så at sige hjælpe os med at kigge ind i krystalkuglen, siger medejer og teknisk direktør Gerner Klærke.

Nyt domicil som afsæt
Efter i mange år at have ført en forholdsvis stille tilværelse er flytningen i 2016 til et nyt, markant byggeri nær motorvejen blevet symbolet på det nye Hamiconsult.

Med det nye domicil som afsæt er planen at angribe markedet langt mere aggressivt end hidtil for at højne kendskabsgraden til virksomhedens ydelser.

Langt de fleste af Hamiconsults kunder er totalentreprenører og elementleverandører, og virksomhedens vision er at være kundernes foretrukne, når det kommer til rådgivning om bærende konstruktioner.

- Den viden, vi har oparbejdet, har et klart fokus på at skabe værdi i forhold til tid og bygbarhed. Vi vil gerne ud med budskabet om, vi er den tilgængelige rådgiver, der både kan håndtere mindre og større opgaver, forklarer Gerner Klærke, der kom til Hamiconsult i 2013, hvor han siden 2015 har udgjort virksomhedens direktion sammen med adm. direktør Christian Ohn.

Royal Arena og Bassin 7 i Aarhus
Det nye domicil i Herning er et godt eksempel på en mindre opgave i Hamiconsult-regi, mens cv’et i den høje ende af skalaen tæller byggerier som Isbjerget i Aarhus og Royal Arena i Københavns Ørestad.

Sidstnævnte er også et eksempel på, hvad Gerner Klærke kalder et ”Hami-tjek”, hvor Hamiconsult kom ind fra sidelinjen for at optimere de bærende konstruktioner.

Hamiconsult involveres dog lige så gerne i processen fra start, og det får Herning-rådgiveren nu mulighed for på endnu et stort projekt.

I Aarhus’ nye havnebydel skal Hamiconsult, i samarbejde med Arne Elkjær A/S, stå for de bærende konstruktioner til et 60 meter højt boligtårn ved Bassin 7. Byggeriet, som også omfatter to boligkarréer, er tegnet af BIG og Sleth, og foruden tårnet skal Hamiconsult projektere byggeriets 17.000 kvm. store toetagers kælder.

Vil være dobbelt så store
Hamiconsult er siden 2014 vokset fra 6-7 medarbejdere til nu 22. Det klare mål er at blive større endnu, og der da også fortsat fint med plads i det nye domicil på Engholm Søvej 75, forsikrer Gerner Klærke.

Med ny bestyrelsesformand for bordenden er intentionen at holde foden på speederen:

- Det behøver ikke være en tredobling igen over de næste fire år. Men en fordobling i forhold til i dag er bestemt realistisk, siger Gerner Klærke.

Hamiconsult kom i 2017 ud med et resultat på 0,8 mio. kr. og forventer i 2018 et overskud på 10 pct. før afskrivninger.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125