23948sdkhjf

Ny svensk storordre til dansk nedriver

De store opgaver breder sig som ringe i vandet for NKR Demolition Group med nordisk hovedkontor i Glostrup.

Datterselskabet NKR Demolition Sweden AB har netop landet en opgave til 60 mio. svenske kroner i Stockholm, hvor et kæmpestort garageanlæg om kort tid skal nedrives.

- Vi løser i forvejen opgaver i hele Danmark, men der kommer flere og flere opgaver på det skandinaviske marked. I Sverige har vi været aktive i godt 15 år, og her er der for alvor gang i ordretilgangen, fortæller ingeniør Claus Berthelsen fra NKR Groups svenske selskab i en pressemeddelelse.

Opgaven består i at nedrive et cirka 83.000 kvadratmeter stort busgarageanlæg i centrum af Stockholm. Når det forældede anlæg skal fjernes, bliver der godt 100.000 tons beton at køre væk, og arbejdet forventes at vare op mod et år. Kontrakten med Stockholm Stad omfatter foruden nedrivning også omfattende sanering af olier i betonen.

2.200 tons tung gasklokke
NKR Demolition har netop afsluttet en anden omfattende opgave i Stockholm, som bestod i at fjerne et 100 meter højt gasanlæg, som tidligere blev brugt til at opbevare overskydende bygas.

Især det at få gasklokken ned var noget af en udfordring. Klokken vejede 2.200 tons, målte 55 meter i diameter og 100 meter i højden.

For NKR Demolitions svenske datterselskab kom opgaven med gasklokken til at vare i alt fem måneder. De sidste ti uger arbejdede 25 mand i døgndrift for at løse selve nedrivningsopgaven.

- Gasklokken hvilede på en rund konstruktion med 20 ben, og vi blev nødt til at fire klokken ned inde i selve konstruktionen. Derfor endte vi med at placere en kæmpe donkraft under hvert ben, og så fjernede vi benene i små bidder. Faktisk med kun 160 cm ad gangen, så vi dermed helt langsomt kunne sænke klokken. Det har helt klar været vores hidtil mest krævende projekt, fordi de 20 donkrafte jo var nødt til at køre fuldstændigt synkront. Hvis en klokke på 2.200 tons kommer ud af balance oppe i mange meters højde, kan det ende helt galt, fortæller Claus Berthelsen.

Opgaven med gasklokken havde en værdi af 24 mio. kroner.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095